Boracay

Boracay er en af de smukkeste øer, du kan besøge på din rejse til Filippinerne. For år tilbage var Boracay Island en godt bevogtet hemmelighed, og kun få kendte til dens eksistens. Nogle siger, at det først var i 70'erne, da et udenlandsk filmhold ved et uheld "opdagede" denne paradisø og spredte nyheden omkring den, at folk fik øjnene op for dette paradis. I dag er Boracay et populært feriemål blandt solhungrende mennesker fra hele verden, og stranden White Beach er flere gange blevet kåret som verdens bedste strand. Her sker altid noget - i løbet af dagen kan du spille beachvolley, dyrke forskellige former for vandsport, prøve at dykke, tage en tur på golfbanen og selvfølgelig nyde solen og få en god farve på maven.  Snyd heller ikke dig selv for en sejltur, hvor du ligger i et net strakt ud på en bancas udrigger og bare glider gennem havet. Om aftenen er der et blandet natteliv, med alt fra små eksklusive restauranter, hvor du kan få en romantisk middag for to, til fest på stranden, med god barbecue, farverige drinks og høj musik. Du kan vælge at bo midt i det hele med alt inden for gåafstand, men hvis du ønsker at bo lidt mere stille, findes der også rigtig gode hoteller, der ligger i lidt roligere omgivelser i den nordlige ende af stranden.

Hoteller i Boracay

Boracay Regency Beach Resort & Spa er et flot hotel, der ligger centralt midt på White Beach med alt indenfor kort gå afstand. Hotellet er stort og meget lækkert, her er to swimmingpools der ligger ved hver sin fløj af hotellet, der har dejlige moderne værelser og alt fungerer rigtig godt. Hotellet har et business-center, for dem der har brug for internet, og stedet har flere gode restauranter at vælge imellem. Ønsker du et rigtig godt hotel, hvor alting virker, så er dette stedet.

Calypso Resort er et godt hotel, som ligger direkte ud til strandpromenaden. Hotellet har eget dykkercenter, restaurant og bar. Så er du til dykning, er det lige dig! Her er også en lille swimmingpool, hvor du kan køle dig ned. Værelserne er nydelige og rummelige, og de ligger i forskellige bygninger. Personalet er sødt, smilende og hjælpsomt.

Casa Pilar Beach Resort ligger midt på den livlige strand lige ud til promenaden. Her er ret enkle værelser, en god og rustik restaurant, en lille pool og ikke en overflod af faciliteter, men her er hyggeligt. Morgenmaden er ikke noget særligt, men stedet er godt til prisen. 

Fridays var det første rigtig lækre resort på Boracay. Der er kommet mange til siden, men navnet Fridays klinger fortsat velkendt i mange ører, og det er stadig et unikt resort. Det ligger i den nordlige ende af White Beach, hvor der er lidt mere roligt, og har en dejlig bred strand med store liggestole. Her er lækkert, gode og komfortable værelser og naturligvis swimmingpool.

Pinjalo Resort er et dejligt sted, der ligger 200 meter fra stranden i lidt mere rolige omgivelser. Stedet er bygget ind i en hyggelig gård, hvor små gangstier fører dig rundt i en smuk tropisk have. Værelserne er moderne og store, de ligger i forskellige bygninger rundt om i haven. Her er en lille swimmingpool og rigtig god service.

Punta Rosa Boutique Hotel ligger ud til White Beach, dog ikke direkte på stranden - du skal lige gå 50-70 meter, så er du der. Boutique-hotellet er, som navnet "Rosa" også antyder, malet i lyserøde farver, og det gør det både hyggeligt og romantisk præg. Der er i alt 12 rummelige værelser - alle med egen terrasse og eget badeværelse. Til hotellet hører en lækker restaurant, hvor der er mulighed for at nyde både morgen- og aftensmad. Der er ingen pool, men hvem har også brug for det, når det turkisblå hav ligger kun en kort gåtur herfra? Resortet har ikke sine egne liggestole på stranden, men du kan betale et mindre beløb og bruge naboresortets.

Red Coconut ligger meget centralt på stranden, og alt er inden for behagelig gå afstand. Hotellet har store pæne værelser, vi anbefaler dem, der ligger ud imod stranden, da de har en god balkon ellers har du udsigt til haven. Her er en lille swimmingpool, men ikke børnepool. Hotellet har en god bar og restaurant der ligger lige ud til strandpromenaden, så her er altid mange mennesker.