Cachi

Cachi er en smuk, hvid kolonitidsby nærmest midt i ingenting, og den er omgivet af smukke sneklædte bjerge. De brostensbelagte gader, hvidkalkede huse og hyggelige pladser giver byen en særlig charme, og midt på den centrale plads ligger en lille kirke, der første gang så dagens lys i det 16. århundrede. Rundt omkring i byen ligger væverier, og det gode vejr gør også byen ideel til at tørre chilier, så det er ikke unormalt, at byen er helt rød af chilier. Ud til pladsen ligger også et arkæologisk museum, som du kan besøge, hvis du vil se levn fra fortiden. Naturen omkring byen er noget helt for sig selv! I Nationalparken Los Cardones, kan du se kaktusser så høje som fire meter, og i Calchaqui dalene finder du lysegrønne enge og græsklædte bjerge. Men du må heller ikke snyde dig selv for Bishops Canyon, en fantastisk kløft eller slugt, hvor vejen bugter sig igennem bølgende, grønt bjerglandskab. 

Rejser til Cachi

AR07
Buenos Aires, Salta, Cafayate, Cachi, San Antonio de los Cobres og Purmamarca

Hoteller i Cachi

El Cortijo Hotel Boutique er bare et helt igennem skønt sted i Cachi! Det er en gammel, hvidkalket kolonivilla lavet om til hotel, og det ligger i en fredelig gade et par blokke fra den centrale plads. Du træder først ind i en charmerende, lille gårdhave, og indenfor bliver du mødt af det herlige personale – de er søde, hjælpsomme og imødekommende, men deres engelsk kan være lidt begrænset. Indretningen er rustik med stenvægge, vævede tæpper og fine detaljer, og overalt er der en herlig blanding af gammelt og nyt. Villaen har 12 hyggelige værelser, der er forskellige både i størrelse og indretning, men de er alle gode og har det mest nødvendige. Maden på restauranten er rigtig lækker, og du kan også få god rødvin og whisky, hvis du skulle trænge til det, og om morgenen får du serveret enkel men dejlig morgenmad. Det er wifi i fællesområderne, og det virker, når det virker.