Otranto

Otranto er en dejlig, lille kystby helt ude på Italiens hæl – og den har den helt særlige charme, som italienske feriebyer er så kendt for. De smukke, hvide bygninger og snævre gader i det historiske centrum ligger helt ud til det turkise vand, og overalt pryder altankasser med blomsterranker og dekorative potteplanter gadehjørnerne. Den fine by har en lidt blodig historie. Oprindeligt var den græsk, og siden overtog romerne byen og gjorde den til et stort handelscentrum. Den er blevet angrebet af tyrkerne adskillige gange, værst var det i 1480, hvor 800 byboere blev henrettet for ikke at ville konvertere til Islam – du kan se deres kranier bag alteret i Otranto Katedralen. Ja, selv Napolen har haft interesse i byen! Når du går rundt i den gamle bydel kan du se levn fra både grækernes, romernes, tyrkernes og Napoleons tid i byen. Gå en tur i den hyggelige havn og besøg måske katedralen – der er ikke kun makabre ting herinde, du kan også se smukke mosaikker af fx Noahs Ark, Alexander den Store og Kong Arthur. Du kan selvfølgelig også ligge og dase i en liggestol på stranden, som dog er skønnest om foråret, fordi der er rigtig mange mennesker i sommermånederne. Hvis du har bil, så kør ud af byen og besøg nogle af de andre strande langs kysten.

Hoteller i Otranto

Hotel Relais Valle dell'Idro er et dejligt hotel ca. 5 minutters gang fra den gamle bydel. Her er det hele lyst og fint, og du bor på elegante, moderne værelser med aircondition, TV, gratis wifi, minibar og sågar hjemmesko. Morgenmaden er glimrende, og den bliver kun bedre af, at du sidder på en skøn terrasse med udsigt ud over byen og vandet! Her er også en tagterrasse med jacuzzi, hvor ud kan slappe af i boblerne efter en dag med byvandring i hyggelige Otranto. Hvis du ikke synes, at du har fået varmet musklerne nok op i byens gader og boblebadet, så gå en tur i træningslokalet eller i beautycentret, hvor de også tilbyder massage. Pigerne i receptionen er super søde og effektive, så du kan roligt spørge dem til råds, hvis du har nogle spørgsmål. 

Corte Di Nettuno er et hyggeligt og herligt hotel, der ligger 10 minutters gang fra den gamle bys centrum. Det er virkelig fint indrettet med stenhvælvinger og kunst inspireret af havet – faktisk er det samtidig et museum, så husk at gå en tur rundt og se på de gamle krukker, statuer og mosaikker. Restauranten har virkelig lækker mad, og folk kommer ofte udefra for at sætte tænderne i cremet risotto, sværdfisk og søde chokoladedesserter. Ikke mindst på grund af den hyggelige atmosfære og de søde tjenere, der bidrager til den! Værelserne er pæne og enkle med TV, minibar, aircondition og gratis wifi. I den hyggelige gårdhave kan du nyde solen i en liggestol eller et af siddeområderne, og her er også en terrasse med udsigt ud over bådene i havnen.