Costa Rica

Puerto Viejo de Talamanca

Gå tilbage

Rejser til Puerto Viejo de Talamanca

Puerto Viejo de Talamanca er Costa Ricas lille caribiske hjørne og et populært badested. Vejret er fantastisk det meste af året med varme og solskin, der kun bliver afbrudt af enkelte voldsomme, men faktisk forfriskende regnskyl en gang i mellem.

I Puerto Viejo finder du ikke de typiske turistfælder. Her er autenticiteten bevaret, og du inviteres til at blive en del af lokalsamfundet, om så kun for en stund. Fra de svajende palmer langs kysten til de livlige toner af reggae, der flyder gennem gaderne, er Puerto Viejo et paradis, der lover både afslapning og eventyr. Du kan tage ud på svæveture mellem trætoppene, ride langs stranden, tage på snorkleture, besøge byens lille marked - ja mulighederne er mange!

Puerto Viejos smukke caribiske strande

Puerto Viejo har flere strandtyper med sand i forskellige farver: Kulsort vulkansand, gråt sand, gult sand, og selvfølgelig flotte, vilde bounty-strande. Du skal dog være opmærksom på, at der i vores vintermåneder kan forekomme stærk understrøm.

Nord for byens centrum ligger Playa Negra, hvis kulsorte sand står i stærk kontrast til det blå vand, og lige syd for byen finder du Playa Cocles.

De tre smukkeste strande hedder Playa Chiquita, Playa Uva og Playa Manzanillo. De ligger i forlængelse af hinanden syd for Playa Cocles.

Caribisk stemning på Playa Chiquita

Vi er især vilde med Playa Chiquita! Det er et pragtfuldt sted, fuld af liv, vidunderlige restauranter og masser af levende musik og reggaerytmer. Her får du både liv og afslapning på en dejlig og tilbagelænet måde.

Du bestemmer, hvor dagen skal bruges, så slap af og tag tingene i dit eget tempo. Husk at spise tonsvis af søde og saftige mangoer i varmen, og prøv måske også den lokale snack ”yuca frita”, når den lille sult skal stilles.

Den bedste snorkling – og de flotteste bountystrande

Playa Uva og Playa Manzanillo er de bedste snorklestrande. Her er havlivet i fokus, og du kan nemt synke ned under vandoverfladen og spotte sjove fisk.

Strandene er endnu flottere end Playa Chiquita, og især Playa Manazanillo imponerer med den flotte omkringliggende natur. Den er en del af Gandoca-Manzanillo Wildlife Refuge, som byder på regnskovsoplevelser og smukke udsigtspunkter ud over den caribiske kyst.

Postkortbillederne af palmer og vild regnskov, der hænger ud over gyldne vilde strande, finder du her! Farverne er skarpe og klare – lige fra det gule sand og azurblå vand til den dybgrønne regnskov fuld af frøer i neonfarver og knaldrøde papegøjer.

Surfing i Salsa Brava

Du må endelig også lære at surfe, det er billigt og dødgodt her.

Puerto Viejo er kendt for sine fremragende surfspots, herunder berømte Salsa Brava, som er kendt for at have nogle af de kraftigste bølger i Costa Rica. Både begyndere og erfarne surfere kan finde bølger her, med flere lokale surfshops og skoler, der tilbyder lektioner og udlejning af udstyr.

Hvis du er mere til paddleboards, så tag den med ro og prøv kræfter med balancen på rolig facon. Der er flot udsyn langs kysterne, og vandet under dig er klart og flot. Du kan selvfølgelig også leje kajakker og udforske vandet på den måde.

Puerto Viejos kultur, mad og hjertevarme

Puerto Viejo er en smeltedigel af kulturer, herunder indflydelser fra det oprindelige Bribri-folk, afro-caribiere, og en farverig blanding af udlændinge, der har slået sig ned. Denne mangfoldighed afspejles i alt fra byens gastronomi til dens musik og festligheder. Reggae og calypsotoner fylder luften, især om aftenen når byen kommer til live med musik og dans.

Madscenen i Puerto Viejo er en direkte afspejling af dens kulturelle mangfoldighed med et væld af muligheder, der spænder fra traditionelle caribiske retter til international gourmet. Her kan du få alt fra friskfanget fisk og skaldyr til vegetariske og veganske delikatesser, ofte tilberedt med lokale, økologiske ingredienser. Kokos, krydderier, og frugter spiller en stor rolle i de lokale retter – gerne med en eksotisk drink som tilbehør!

Til trods for sin popularitet blandt turister, har Puerto Viejo formået at bevare en følelse af samfund og tilhørsforhold. Gæstfriheden er hjertevarm, og vi hører ofte, at vores gæster hurtigt har følt sig som en del af det levende fællesskab. Selv efter kort tid.

Byen byder på en række lokale markeder, kunsthåndværksbutikker, og kulturelle arrangementer, der giver indblik i det lokale liv og traditioner.

Naturoplevelser i Puerto Viejo

Puerto Viejo er måske mest kendt for sine strande, men her er faktisk også regnskov og dyreliv! Regnskoven breder sig hele vejen langs kysten, og den er lige stedet for alle naturelskere og eventyrlystne sjæle. Tag på opdagelse og mød masser af aber, dovendyr og farvestrålende fugle.

Gandoca-Manzanillo Wildlife Refuge

En kort cykeltur eller vandretur fra Puerto Viejo by finder du førnævnte Gandoca-Manzanillo Wildlife Refuge. Dette beskyttede område har mange flotte vandreruter og er hjemsted for en mangfoldighed af dyre- og planteliv. Vandreture gennem naturen her er som at træde ind i en anden verden, hvor hver sti afslører nye sjove dyr: fra tukaner, der klart og kraftigt melder deres tilstedeværelse, til de sky dovendyr, der bevæger sig langsomt gennem trækronerne.

Cahuita National Park

En anden flot naturoplevelse nær Puerto Viejo er Cahuita National Park, et område, der strækker sig langs kysten og tilbyder noget af det bedste snorkling og dykning i Costa Rica. Vandet her er krystalklart, og den undervandsverden, der åbenbarer sig, er intet mindre end betagende. Farverige koraller, stimer af tropiske fisk og måske endda møder med havskildpadder gør dykkerturene spændende!

Bæredygtig turisme i og omkring Puerto Viejo

Det, der virkelig gør Puerto Viejos naturoplevelser unikke, er det lokale fællesskabs engagement i bæredygtig turisme. Alle opfordres til at deltage i bevaringsindsatsen, hvad enten det er gennem bevidst snorkling, der undgår at skade korallerne, eller ved at støtte lokale bevaringsprojekter, der arbejder for at beskytte områdets dyreliv og naturressourcer. Ved at vælge bæredygtige aktiviteter sikrer du, at skønheden og mangfoldigheden i Puerto Viejos natur kan nydes af kommende generationer.

Det ses også på overnatningsmulighederne, hvor de mange økolodges er bygget med stor omtanke for naturen og bruger ressourcerne med fokus på miljøet. Her passer man på hinanden, både dyrene og menneskerne, og den berømte costaricanske Pura Vida-livsfilosofi er i højsædet!

Vi skræddersyr din rejse til Puerto Viejo

Bliver du fristet af Puerto Viejo og Costa Ricas caribiske kyst? Tag fat i os, så skræddersyr vi en rundrejse i Costa Rica, der passer lige præcis til dig og dine ønsker. Vi kender alle de gode hoteller i Puerto Viejo – uanset om du er til lækre økolodges eller caribiske bungalows og sand mellem tæerne. Der er noget for enhver smag!

Du bor godt i Puerto Viejo, og ofte er overnatningsstederne nærmest oplevelser i sig selv. Med store jungleagtige have, pools der ligger som en oase mellem palmerne og kort afstand til de berømte strande.

Andre smukke strande i Costa Rica

Der er selvfølgelig rigtig mange dejlige strande i Costa Rica, selvom landet er mest kendt for sine nationalparker og den dybe regnskov.

Nævneværdige strande er Playa Samara og Playa Tamarindo, men du kan blive meget klogere på Costa Ricas strande her.

Kombinér Playa Viejo med et ophold i Tortuguero

200 kilometer oppe ad Costa Ricas Caribiske kyst, finder du Tortuguero Nationalpark. Det er en af Costa Ricas mest spændende nationalparker. Hvis du alligevel er i det caribiske hjørne af landet, så bør du næsten lægge vejen forbi og tage et par overnatninger på et dejligt junglelodge.

I Tortuguero har naturen og dyrene magten. Især skildpadderne! Det er her, den grønne havskildpadde yngler i sensommeren og starten af efteråret. Du kan tage med en guide ud på nattetur og være heldig at se havskildpadderne lægge æg på stranden - og senere opleve de nyklækkede skildpadder på deres første tur til havet.

På en bådtur ind i junglens kanaler vil du opleve mangrove, nysgerrige aber, farvestrålende papegøjer, krokodiller – og måske endda flodskildpadder og søkøer. Her er et dyreliv uden lige! På vandreture i junglen står den derimod på brøleaber, tukaner, dovendyr og grønne papegøjer.

Billeder

Palmer og strand i Puerto Viejo
Rejser til Costa Rica
Rejser til Costa Rica
Rejser til Costa Rica
Palmer og strand i Puerto Viejo
Rejser til Costa Rica
Rejser til Costa Rica
Rejser til Costa Rica

Dine ønsker:

Her ser du vores favoritter. Filtrér videre selv.

Fortæl os, hvad du ønsker, så finder vi det, der matcher!

Viser ud af

Hoteller i Puerto Viejo de Talamanca

Flere hoteller i Puerto Viejo de Talamanca

Oplevelser