Seward

Seward er en lille by i Alaska, og det ligger smukt med det iskolde, mørkeblå vand på den ene side, og skov og sneklædte bjerge på den anden. Byen er opkaldt efter William H. Seward, som var udenrigsminister under Abraham Lincoln, og det var ham, der fik købt Alaska fri fra Rusland. Når du går rundt i byens gader, kan du se de mange fine, håndmalede vægmalerier, som pryder bygningerne og giver en helt særlig stemning. Her er også masser af gallerier og små museer, der viser kunst fra området. Byen ligger lige uden for Kenai fjords National park, som byder på et væld af oplevelser! Smuk natur, kæmpemæssige gletsjere, vildt dyreliv og masser af vandrestier gennem stille skove og snelandskab er bare nogle af de ting, du kan opleve her. Parken kan både udforskes til fods, på cykel eller godt pakket ind på en hundeslæde, mens den kolde vind bider i kinderne, og sneen knirker under dig. Her er også masser af muligheder for fisketure, gletsjervandring og kajakture i det kolde vand. Hvis du vil se meget af området på én gang kan du tage med en større båd langs kysten eller flyve over gletsjerne med små sightseeing fly.