Siracusa

Siracusa er en oldgammel, smuk kystby fuld af barokbygninger og flotte pladser med springvand og imponerende katedraler. Efter Athen var Siracusa grækernes stolthed og mægtigste stad. Den gamle bydel Ortigia er stemningsfuld med krogede, snævre gader og gamle, charmerende huse behængt med blomster og vasketøj - det er fuldstændig som at vandre i historien tilbage til oldtiden. Her finder du hver morgen et hyggeligt marked, hvor du kan gå på opdagelse blandt boder, der bugner af friskfanget fisk og specialiteter. 4 kilometer fra byens centrum ligger den dejlige strand Fontane Bianche, der indbyder til afslapning og timevis af badning i det klare vand. Den 2700 år gamle by spillede en vigtig rolle i oldtidens Grækenland, og den var blandt andet hjemsted for den græske matematiker og ingeniør, Archimedes. Derfor er den selvfølgelig også på UNESCOs liste over verdensarv med sine mange seværdigheder fra oldtiden! Den mest kendte er verdens største amfiteater, hvor du kan se forestillinger fra maj til juni – det er altså noget helt særligt at se gamle, græske tragedier opført i smukke, antikke omgivelser og med den skønneste udsigt ud over området, mens solen langsomt går ned i horisonten. Her bliver opført gamle, græske tragedier prøcis som for 2000 år siden, helt uden mikrofoner, men med en fantastisk akustik. Her er også andre spændende attraktioner, som ruinerne af Apollo templet, Archimedes’ grav, San Giovanni katakomberne og Dionyssos øre – en kalkstensgrotte udhugget i en bakke i byen. 

Hoteller i Siracusa

Hotel Caiammari er et restaureret adeligt palæ, der er lavet om til hotel, og her er virkelig herligt! Enrico har lige været her, og han havde det næsten som kongen på et slot! Bygningen er smuk og klassisk med en gårdhave fuld af høje palmer, blomster og frugttræer i ægte italiensk stil, og du går ind ad en flot allé, når du skal til hotellets indgang. Her er 18 værelser, og de er alle rigtig pæne med træloft, fine farver, terracottagulv, gratis wifi og minibar. Restauranten serverer skøn siciliansk mad – kokken Angels er flyttet fra Napoli for at være i nærheden af sin elskede Jessica, som er tjener på hotellet. Han er et enestående eksempel på det syditalienske og sicilianske køkken, når det er bedst! Prøv især at smage fiske- og grøntsagsretterne – og du må bestemt heller ikke snyde dig selv for en af de lækre desserter. Der ligger to swimmingpools i den kæmpestore park, som i øvrigt har alt, hvad hjertet kan begære af Middelhavstræer. Hvis det lykkes at slippe fra dette paradis, så tag de 7 km ind til Siracusa og oplev de mange herlige seværdigheder. Her er også mindre badestrande i nærheden, men hvis du skal til de rigtig gode, så kør med hotellets små busser! 

Hotel Gargallo er et super dejligt hotel, som ligger midt i det historiske kvarter Ortigia lige i centrum. Parkeringen derimod er ikke så let! Den nærmeste parkeringsplads er 300 meter væk ved Largo Bastione Santa Croce – den er gratis, og derfor er den ofte optaget. Der er to mere, en gratis en 1 km væk, og en betalingsparkeringsplads 700 meter væk. Værelserne er små, men de er rigtig gode, og der er ikke en finger at sætte på rengøringen. Personalet er skønt og hjælpsomt, og de kan fortælle dig, hvor der ligger gode restauranter i nærheden. Der er ikke nogen rigtigt restaurant på hotellet, men her er en supergod morgenmadsbuffet med brød, kager, frugt, morgenmadsprodukter og frisklavet kaffe. Du kan gå gratis på internettet, hvis du skulle få brug for at skrive et par mails hjem til Danmark. 

Hotel Villa Fanusa ligger rigtig dejligt – 800 meter fra vandet og 10 minutters kørsel fra Syracusa centrum, og det er dejlig nemt at parkere på hotellets private parkeringsplads. Det er et rigtig hyggeligt sted med en blanding af gammel charme og moderne stil, her er både hvælvede stenbuer og moderne møbler. Værelserne er små men gode, og her er wifi og aircondition. I den dejlige have er der hyggelige siddeområder og en pool, hvor du kan nyde en kølig dukkert efter en lang dag i den hyggelige by. Pizza-restauranten er rigtig god, men der er selvfølgelig masser af andre lækre restauranter i nærheden. Morgenmaden er også helt fin, og der er et stort udvalg af mad. Personalet er super, og de gør, hvad de kan for, at de ophold bliver så godt som muligt.