Tioman

Tioman er den største af Malaysias øer på østkysten. Den er 20 km lang og 11 km bred. Øens befolkning lever hovedsageligt af turisme og især snorkling og dykning er det helt store trækplaster her, da øhavet omkring Tioman (Det Sydkinesiske Hav) er meget klart og et af de bedste steder i Malaysia. Det er nemt at leje snorkel og maske flere steder på øen, og der er mange udbydere af snorkle- og dykkerture. Udover den smukke verden under havoverfladen og de dejlige strande, byder Tioman også på flot natur. Der er masser af trekkingture du kan gå, blandet andet et 7 km. trek fra Tekek til Juara. Turen starter 1 km. nord fra molen i Tekek, hvor du kan se et skilt med Trek ke Kg. Juara 7 km. Husk, at medbringe meget vand og energi til turen, for det er varmt og fugtigt at gå her. Fortæl også altid andre, at du går turen. Hvis du ikke lige orker en 7 km. tur, er der masser af andre mindre ture at vælge mellem. Tioman kan være dyr at handle på, så sørg for at købe de mest basale ting som myggespray osv. med fra fastlandet, hvis du ikke vil betale overpriser. Monsunen kan lukke øen ned i perioder mellem november – februar, hvor det er umuligt at sejle ud og mange hoteller lukker derfor også ned. Derfor kan rejser hertil ikke gennemføres i denne periode.

Hoteller i Tioman

Berjaya Tioman Resort ligger ved en gylden sandstrand med udsigt over det Sydkinesiske Hav. Resortet er bygget i traditionel malaysisk stil og alle værelser og hytter er enkelt indrettet i varme, naturlige nuancer. Alle værelser har balkon eller terrasse med udsigt til enten haven eller havet. Foruden hotellets 2 restauranter er her to swimmingpools, spa, tennisbaner, 18-hullers golfbane og et udvalg af vandsport, herunder dykning og snorkling.

Paya Beach Resort ligger på Tioman, der er en lille, smuk dykker-ø. Tioman er en ø, formet af en vulkan, en lille grøn perle midt i havet. Alle bungalows har både soveværelse, opholdsstue og delvis udendørs toilet/bad. Dette er stedet du skal bo, hvis du er interesseret i dykning og afslapning ved stranden.