Ubud

20 kilometer nordvest for hovedbyen Denpasar ligger denne kulturelle bjergby. Ubud er mest kendt for det smukkeste kunsthåndværk, for det er her mange malere, kunstnere og håndværkere udstiller side om side. Gallerierne bugner af smuk kunst på alle mulige måder, og der er exceptionelle træskærere i området. Det er nemt at komme rundt i Ubud til fods, så du kan nemt opleve stemningen i byen, de mange kunstmuseer, gallerier, områdets smukke templer og historiske seværdigheder og ikke mindst de smukke rismarker omkring byen. Du kan også tage på vandring ind i Monkey Forest, som ligger lige syd for bymidten. Her kan du se de sjove Makak aber og det flotte tempel. Tæt på Ubud ligger det store Goa Gajah (Elefanthulen) i fantastiske omgivelser i skoven. Nærmest som Indiana Jones skal du gå igennem skoven ned af de smalle trapper, for at komme ned til dette flotte sted. Der er hellige vandhuller som er lavet tilbage i 800 tallet, sammen med udsmykkede udhuggede vagter til at passe på de hellige vandhuller. Dette fantastiske sted er kommet med på UNESCOs verdens arv og helt sikkert et syn værd.

Hoteller i Ubud

Anini Raka Resort & Spa er et skønt hotel indrettet i indonesisk stil i fantastiske og rolige omgivelser, hvor du kan nyde den smukke udsigt udover små rismarker. På hotellet findes forskellige slags pavilloner – alle er med privat terrasse og aircon. Her kan du virkelig slappe af med blandt andet en tur i den fantastiske spa-afdeling, som byder på alt fra manicure til fuld kropsmassage i 2 timer. Udover spaen findes også 2 udendørs swimmingpools og en restaurant, hvor du kan nyde lokale specialiteter. Hotellet ligger et stykke uden for byen, du kan vælge at gå eller tage en shuttle bus fra hotellet hver time. Du kan gå gratis på det trådløse internet over hele hotellet.

Kun 10 minutter fra Ubud centrum ligger dette smukke hotel, omgivet af grønne rismarker og palmetræer. Hotellets 40 deluxeværelser er rummelige og smukt indrettede med alt, hvad man har brug for: Aircondition, TV, minibar, og eget badeværelse. Hotellet har også swimmingpool, jacuzzi, en restaurant hvor der er Wi-Fi, spa, gratis shuttle til Ubud og gratis cykler, hvis man har lyst til en cykeltur i de grønne omgivelser.

Biyukukung Suites and Spa er et dejligt hotel, der ligger 10 minutters gang fra Monkey Forest og omkring 2 km fra byens centrum - lidt væk fra hovedgaden, så der er en hyggelig og rolig stemning. Værelserne er enkle og charmerende - alle er med gratis trådløst internet og air-con. Hotellet har en dejlig swimmingpool med en virkeligt flot udsigt ud de smukke rismarker. Her er også en skøn spa, hvor du kan forkæle dig selv med en lækker massage. På hotellets restaurant kan du nyde den dejlige mad og udsigten, men morgenmaden er lidt kedelig.

Champlung Sari Hotel er et dejligt hotel, der ligger i udkanten af Ubuds hellige abeskov Monkey Forest. Det er et afslappende tilflugtssted i meget grønne omgivelser. Hotellet er hyggeligt omend lidt slidt. Klynger af velindrettede værelser ligger spredt i hotellets have i en slags genskabelse af en traditionel balinesisk landsby. Alle værelser har gode faciliteter, blandt andet en privat terrasse. Her er også to swimmingpools, hvor du kan slappe af. Pas på aberne, de er frække!

På dette lækre spa-hotel bor man i rummelige og elegant indrettede bungalows, med eget toilet og bad, og egen terrasse, hvorfra der er en skøn udsigt over de frodige omgivelser. Bungalowerne ligger lidt væk fra hotellets travle lobby og restaurant, så man har muligheden for at trække sig tilbage og nyde roen. Hotellet tilbyder en række spa-faciliteter som jacuzzi, massage, sauna og swimmingpool, og ønsker man at komme ind til det centrale Ubud, er der også en shuttle-service frem og tilbage derfra.

Pertiwi Resort & Spa er et stort og godt hotel, men uden den store charme. Beliggenheden er god, da det ligger midt i byen, men en anelse tilbagetrukket, så du ikke bliver forstyrret af larm. Det er et godt sted at slappe af i skønne, frodige omgivelser, og her er en god pool, hvor du kan køle dig ned i løbet af dagen. Alle værelser er for nylig blevet renoveret, er fine og velindrettede og har både aircondition og internet. Her er også nogle super gode poolvillaer, hvis du rejser sammen med flere.

Radha Phala Ubud Resort er et helt nyt og rigtig skønt resort, som ligger smukt blandt rismarkerne 15 minutters kørsel fra Ubud by. Du bor i dejlige værelser med aircondition, minibar, TV, sikkerhedsboks, elkedel, badekar og gratis te, kaffe og vand på flaske, og du kan sidde på værelsets balkon eller terrasse om aftenen, når du har vandret i rismarker hele dagen. Du kan gå gratis på internettet i hotellets lobby, men der er ikke wifi på værelserne. Hotellet har både en restaurant med god mad og en poolbar, som har åbent fra 10 til 22, så du kan få serveret drinks hele dagen, mens du ligger og slapper af ved poolen. Hotellets personale er virkelig hjælpsomt og venligt, og hvis du giver dem besked en times tid i forvejen, kan de arrangere shuttlebus ind til byen. 

Rama Phala Resort & Spa er et lækkert sted, der ligger midt i Ubud kun 5 minutters gang fra Monkey Forest. Det er bygget i traditionel stil, og her er virkelig dejligt og meget hyggeligt. Værelserne har smukke møbler og charmerende detaljer. Du kan slentre rundt i den skønne, grønne have eller ose i den hyggelige pool, når solen bager. Hvis du vil forkæle dig selv, er der også en flot spaafdeling, hvor du bl.a kan få en afslappende massage. Morgenmaden er noget beskeden, men der ligger en skøn og billig bager lige om hjørnet.

Ubad Retreat er et skønt, lille, familieejet hotel, der ligger i fredelige omgivelser 10 minutters kørsel fra Ubud. Der er kun fem værelser, og de er pæne og rene med rustikke træmøbler og et stort, flot badeværelse. Værelserne vender ud mod den lækre pool, hvor du kan tage en kølig dukkert. Hvis du hellere vil til stranden eller ind til byen, så hiv fat i ejeren Gus eller hans bror Adi, så hjælper de dig med transport. Det tager en lille time i bil til Sanur strand. I den frodige, rolige have er der virkelig plads til afslapning og fordybelse, og her dyrker hotellet deres egne, økologiske grøntsager, som bliver brugt til maden i restaurant. Maden er i øvrigt virkelig god og en hel oplevelse i sig selv!

Ubud Inn er et charmerende hotel, der ligger centralt i hjertet af Ubud side om side med træskulptører og kunstnere. De dejlige værelser er pæne og rene og indrettet med myggenet over sengen. Oplev den fantastiske, balinesiske wellness og forkæl dig selv med lækre behandlinger og massage. Nyd stilheden i den smukke, frodige have og tag en dukkert i den lille, gode pool. Du kan også spise god mad på den hyggelige restaurant.

Ubud Village Hotel har undergået en renovering i 2013 og er derfor som et splinternyt og lækkert hotel. Stedets ejere lægger stor vægt på bæredygtighed, og derfor kommer både materialer og personale fra lokalområdet. Desuden er store dele af hotellets område tilplantet med træer og sjældne planter, og der er ugentlige opvisninger af balinesisk dans. Alle de dejlige værelser er indrettet med flotte marmorgulve og balinesisk inspireret udsmykning.