Unawatuna

Unawatuna bruger vi på næsten alle vores Sri Lanka rejser, og det er der en god grund til! Her er en skøn, skøn strand, så hvis du er til badeferie, så er det her, du skal hen! Det er en hyggelig strandby, der har udviklet sig med turismen, så her er mange små souvenirbutikker, hyggelige restauranter, barer og hoteller. Unawatuna ligger i en bugt, beskyttet af et koralrev, hvilket gør at vandet er mere roligt - i hvert fald i højsæsonen. Der er masser af fisk og skildpadder i havet ud for stranden, så der er gode muligheder for dykkereventyr, hvis vejret er til det. Ved en lille gåtur langs stranden hører du musikken fra strandens restauranter og barer og overalt mødes du af et smil og imødekommenhed. Gå en tur hen til strandens vestlige side, til Sunset Point - en klippe, hvorfra du kan se en smuk solnedgang over havet. Her er mange, men ikke påtrængende, sælgere, hvor du kan købe alt fra frugter til tøj og massage på stranden. Du kan også leje en cykel og køre langs stranden. Her kan du være heldig at se fiskerne hive deres fangst i land, måske kæmperokker, hammerhaj, sværdfisk eller tun. Hvis du vil prøve noget mere, som du kan tage med dig hjem til Danmark, kan du også lære at lave fantastisk mad på madlavningskurser. Eller du kan dyrke yoga og få skønne ayurveda behandlinger. Området byder på forskellige udflugtsmuligheder, fx den smukke, gamle by Galle, den lille Sinharaja regnskov og Mulkirigala Rock templet, hvorfra der er en enestående udsigt. 

Rejser til Unawatuna

SL14
Sigiriya, Kandy, Nuwara Eliya, Tissamaharama (Yala) og Unawatuna
SL46
Sigiriya, Kandy, Ella, Udawalawe, Unawatuna, Maldiverne.
SL16
Sigiriya, Kandy, Adam's Peak, Nuwara Eliya, Tissamaharama (Yala) og Unawatuna
SL17
Unawatuna, Ella, Udawalawe Nationalpark og Tangalle
Nyhed
SL14J
Kalpitiya, Anuradhapura, Sigiriya, Kandy, Nuwara Eliya, Ella, Tissamaharama (Yala Nationalpark), Tangalle og Unawatuna
SL05
Unawatuna, Tissamaharama (Yala Nationalpark), Udawalawe Nationalpark og Sinharaja regnskoven
SL20
Unawatuna, Tissamaharama, Ella, Kandy, Sigiriya, Trincomalee
SL19
Unawatuna, Sinharaja regnskoven, Udawalawe Nationalpark og Talalla
Nyhed
SL15
Sigiriya, Kandy, Ella, Udawalawe og Unawatuna
SL06
Kitulgala, Ella, Tissamaharama (Yala Nationalpark), Sinharaja og Unawatuna
SL21
Sigiriya, Kandy, Adams Peak, Kitulgala og Unawatuna
SL07
Unawatuna, Tissamaharama (Yala Nationalpark) og Udawalawe Nationalpark
SL32
Negombo, Anuradhapura, Sigiriya, Kandy, Kitulgala, Ella, Udawalawe Nationalpark og Unawatuna
SL32C
Negombo, Sigiriya, Kandy, Ella, Udawalawe Nationalpark og Unawatuna

Hoteller i Unawatuna

Beach Bungalow er et pænt og enkelt lille hotel der ligger ud til havet. Her er blot 10 værelser og hyggelig atmosfære. Ejeren er en meget venlig ældre mand, som er ven af C&C Travel og som kan hjælpe med det meste. Bemærk at hotellet ikke ligger direkte ud til stranden, du skal gå i ca. 3 minutter, og så har du sand mellem tæerne. Bemærk også at hotellet ikke har alkohollicens, og det er derfor ikke muligt at købe alkohol på hotellet.

Calamander Unawatuna Beach (også kaldet UBR) er et flot resort lige ud til vandet ved Unawatuna strand. Det er da også stranden, der er omdrejningspunktet for aktiviteterne her. Slap af på stranden, spil beach volley, dyrk yoga med havudsigt, plask rundt i en af de tre swimmingpools, og tag på kajaksejlads. Når sulten og tørsten melder sin ankomst, bliver der serveret mad og drikke i hotellets restauranter og barer, og ellers er der et større udvalg på de mange spisesteder langs stranden. Værelserne er lyse, enkle og forholdvis nyrenoverede. Nogle enkelte værelser har delvis havudsigt, men alle værelser har wifi og en balkon/terrasse.

Coco Bay Unawatuna er et rigtig skønt, nyt boutique resort, som ligger lige ud til sin egen private strand i den fjerne ende af den travle hovedgade. Her er dejlig fredeligt, og du kan gå ned til Jungle Beach på kun få minutter. De 16 værelser er pænt indrettet med orange detaljer og en hyggelig balkon, hvor du kan sidde og nyde udsigten ud over vandet. Derudover er der aircondition, tv, DVD, gratis internet, minibar, kaffe/te-faciliteter og en jacuzzi, hvor du kan dase efter en lang dag på stranden. Hotellet har fået den gode idé at have en sæbe- og en pudemenu, så du kan selv vælge din yndlingssæbe og den bedste pude fra deres udvalg! Ved poolen kan du dovne den i en liggestol med en drink i hånden og kigge ud over havet – og måske spotter du en abe eller to i palmerne over dig. Du spiser lækker mad på restauranten ved stranden – de har alt muligt forskelligt som pizza, skøn seafood og srilankansk mad, og du kan også ønske retter hos det søde personale. Maden er dog lidt dyr, skal det lige siges. 

Hotel Flower Garden er et hyggeligt resort, der ligger 500 meter fra havet. De små, enkle bungalows ligger smukt i den tætte, grønne jungleagtige have med poolen i midten. Hotellet er perfekt, hvis du ønsker pool og grønne omgivelser, men stadig gerne vil have stranden tæt på. Stranden ligger mere præcist en gåtur på 6-8 minutter væk. Stedet er måske lidt slidt, men det er et af Enricos helt klare favorithoteller i Unawatuna. 

Miltons Beach Resort ligger lige ved vandet - og du har udsigt til bølgerne fra dit værelse. Resortet er lidt slidt nogle steder og kunne godt bruge en opstramming, men her er pæne, enkle værelser.

Nooit Gedacht er C&C's favorithotel i Unawatuna. Det er et historisk og unikt sted, der blev bygget af en hollandsk guvernør i 1780. Bygningen blev brugt til officielle pligter indtil 1895, hvor det blev købt af den nuværende ejers, Ms. Pragnas, tiptiptipoldefar. Hun og det venlige personale står altid parat til at hjælpe. Nooit Gedacht har mere stemning af et hjem end et hotel, og det er med til at bidrage til den dejlige atmosfære, du finder her. Hotellet består af den gamle hovedbygning og en ny bygning med 20 enkle værelser med gode faciliteter såsom sikkerhedsbox, te/kaffe faciliteter og minikøleskab - du kan også bede om at få en hårtørrer. På fællesområderne kan du gøre brugaf det gratis wifi. Alt er holdt i enkel kolonitidsstil, her er en dejlig pool og en grøn have med masser af fugle, som du vågner til lyden af om morgenen. Morgenmaden på hotellet er enkel, og nogle gange tager det lidt tid, før din mad bliver færdig - så brug måske ventetiden på at tænke over, hvad der skal stå på dagens program. Stranden ligger kun 10-15 minutters gang væk, men vil du gerne spare fødderne lidt, tager turen kun 5 minutter med tuk-tuk. På hotellet kan du leje strandhåndklæder for et mindre beløb. Vil du gerne forkæle dig selv lidt ekstra, kan du bl.a. få dejlige Ayurvedia behandlinger og massage i simple omgivelser. 

Nor Lanka Hotel er et skønt og familievenligt hotel med en dejlig have, der er ejet af et venligt og imødekommende norsk par. Hotellet ligger 5-10 minutter fra stranden. Værelserne er lyse og rene i simpel stil med skandinaviske undertoner - alle er med gratis trådløst internet og air-con. Restauranten på hotellet er fremragende og serverer traditionel srilankansk mad, især deres "rice and curry" er et lækkert valg.

Ridee Villa er et skønt sted, hvor der er kræset for detaljerne. Servicen er helt i top, og her er rigtig hyggeligt at være - her er flere små haver, hvor du kan søge ud og nyde de grønne omgivelser. Værelserne er rummelige, hyggeligt møbleret og har eget badeværelse. Her bor du kun få minutter fra den dejlige strand, barer og restauranter, men du skal lige over vejen. Det er også muligt at slappe af med en skøn ayurveda-massage på hotellets spa.

Sanmira Renaissance ligger i Unawatuna og er et udmærket hotel, selvom det altså ikke er helt nyt - og det kan ses nogle steder. Du skal desværre over vejen for at komme til vandet, men ellers et fornuftigt sted til prisen. Ny flot pool som er god at svømme baner i.

Sea View er et lille, pænt, sjovt hotel, der ejes af en af de ældste og største familier i Unawatuna. Tidligere var det byens fornemmeste hotel, men tiden er løbet lidt fra det, og i dag fremstår hotellet som en stor dejlig have med 3-4 "længer" med værelser. Altså ikke et flot hotel, men et måske lidt gammeldags og ægte sted, hvor turister kommer for at få hav og sol. Værelserne har aircondition, i hvert fald de fleste af dem, og seng, bord, en stol hvis du er heldig samt et lille badeværelse. De fleste har en pæn stor balkon med udsigt. Sea View ligger 50 - 100 meter fra stranden.

Tartaruga Hotel er et rigtig godt, familieejet hotel, som ligger lige ud til stranden - faktisk betyder Tartaruga "skildpadde". Her bor du på enkle værelser, som er udstyret med varmt vand, loftsvifte, myggenet og gratis internetforbindelse, men altså ingen aircondition. Her er en super lækker restaurant, hvor du kan få italiensk og srilankansk mad – prøv deres grillede seafood, hvor især kæmperejerne vil få din mund til at løbe i vand! Du spiser direkte på stranden med udsigt ud over havet og det søde personales selskab. I strandbaren tryller bartenderen Mahesh den ene skønne cocktail frem efter den anden, og dem kan du nyde i det lille, udendørs sofaområde. Stranden er ikke så bred, og ved højvande forsvinder den ofte helt, men hvis du går 200 meter ned ad stranden, er der masser af plads til, at du kan slange dig i sandet. Her er også en lille pool, hvis du ikke er til saltvand, 

Thambapanni Retreat er et lille, enkelt boutique hotel, der ligger fredeligt, omkring 10 minutters gang fra stranden. Værelserne er gode, og poolen ligger i smukke, grønne omgivelser. Omgivelserne er hyggelige, og du kan også rigtig slappe af med en god massage eller en omgang yoga.

Thaproban Beach House er et skønt, lille hotel med gode værelser med Wifi. Hotellet har ingen pool, men ligger lige ud til den dejlige strand. Kan du ikke undvære en dukkert i poolen, har du mulighed for at låne poolen hos søsterhotellerne Thaproban Pavillion Resort og Thambapanni Retreat. Her er en restaurant med udmærket mad - det bedste på menukortet er deres sea food. Dette er et hotel, som C&C Travel bruger oftere og oftere, og vi er rigtig glade for det. Det plejede at se lidt slidt ud, men det er der langsomt ved at blive rettet op på. De ansatte skaber en dejlig atmosfære og er virkelig effektive, og er der det mindste, skal du bare bede Ms. Nuwani i receptionen om hjælp. Dog ligger der en natklub i nærheden, så kommer du forbi i weekenden eller under helligdage, så tag måske et par ørepropper med. 

Thaproban Pavilion ligger ca. 5 minutter i en tuk-tuk fra stranden. Dette flotte boutique hotel er smukt indrettet med inspiration fra kolonitiden, og med alle moderne faciliteter. Her er spa, en restaurant, der serverer alt godt fra havet, og en dejlig pool. Poolen ligger lige ud til vandet, så du kan høre bølgerne, når du ligger og soler. Alle værelser er indrettet smukt og luksuriøst og har aircondition, minibar og adgang til wifi.