Baan Sup Pa Rod

Baan Sup Pa Rod er et enkelt, meget hyggeligt og farvestrålende hotel med en helt særlig charme. Du vil straks føle dig hjemme, for personalet er virkelig søde og hjælpsomme - de kan fortælle dig lidt om området og stedets faciliteter. Det er et super sted, hvis du gerne vil have ro uden at være for langt væk fra hovedgadens butikker og restauranter. De små bungalows ligger spredt rundt i haven, og værelserne er lyse og pæne med meget farverige detaljer. Her er gratis internet, aircondition, TV, køleskab og en lillebitte veranda, hvor du kan sidde og slappe af. Hotellet ligger lige ud til Pineapple Beach, men det er ikke nogen rigtig strand, mest bare klipper, så du kan ikke rigtig bade. Du kan dog slå smutvej gennem søsterhotellet, Sai Kaew Beach Resort, og komme til en skøn, hvid sandstrand på 10-15 minutter. På hotellets restaurant spiser du rigtig god mad, og der er også andre gode restauranter oppe ad Sai Kaew stranden.