Chalets Cote Mer

Chalets Cote Mer er et dejligt, lille hotel, som har en enestående udsigt udover Baie St. Anne bugten. Hotellet ligger på en bjergside, så der er ikke direkte adgang til stranden, men der er en dejlig infinity pool, som har den skønneste udsigt ud over havet. Hvis du gerne vil have lidt sand imellem tæerne, så ligger der en skøn strand omkring 10 minutters gang fra hotellet. Du bor i pæne og rummelige værelser, og her er masser af trapper, så forhåbentlig fejler benene ikke noget. Det er et lille hotel med kun 12 værelser, som er pænt indrettet med træmøbler, TV, køleskab, wifi (når det ellers virker) og egen balkon, hvor du kan sidde om aftenen og nyde udsigten. Hotellets store restaurant, som har stråtækket tag og en skøn udsigt ud over bugten, serverer rigtig god og velsmagende mad. Hvis du er i tvivl om noget, så siger du det bare til det søde personale, som er rigtig hjælpsomme.