Gazebo Gili Meno

Gazebo Gili Meno er et lille hyggeligt sted, som ligger lige ud til vandet. Der er kun 10 hytter spredt over en charmerende have, og de er alle meget enkelt indrettet med badeværelse, køleskab, telefon, sikkerhedsbok og en lille balkon, hvor du kan sidde og nyde udsigten ud over havet. Du kan selvfølgelig bade på stranden, men ellers er der også en lillebitte pool og nogle liggestole i hotellets have. Restauranten serverer god mad, og her er en skøn stemning med venlige ansatte og hyggelig underholdning om aftenen. Du kan godt gå på internettet i fællesområderne, men der kan kun være en gæst på ad gangen.