Golden Island Cottage I

Golden Island Cottage I ligger i den ene ende af Inle-søen. Dette 3* hotel er meget enkelt, men det er et rigtig hyggeligt lille hotel med bungalows på pæle i vandet. Selve bungalowen er simpel med myggenet, bad, toilet og en lille veranda med udsigt over søen. Hotellet har ydermere en restaurant, her er ingen swimmingpool og der er mulighed for internet i lobbyen (hvis forbindelsen virker). Her hersker en fred og ro, som ikke er til at finde andre steder, og betjeningen på hotellet er simpelthen udsøgt. Der er et stykke vej til udflugtsområderne, men til gengæld er du tæt på hot-springs i området.