Spot fugle i Bali Barat Nationalpark

Den smukke, hvide Bali Mynah

Bali Barat Nationalpark har mere end 300 forskellige arter af tropiske fugle, så det er det perfekte sted at tage ud og kigge på spændende fugle! Mange af dem er svære at spotte, men din guide hjælper dig med at få øje på dem, og han kan fortælle dig lidt om de arter, du ser. Du går rundt i to timer i mangroveskovene langs kysten og den lille flod, Tegal Bunder. Det er bedst at kigge efter fugle meget tidligt om morgenen, eller sent om eftermiddagen, for det er her, der er mest liv. Det er selvfølgelig vigtigt, at du går helt stille og roligt, eller sidder helt lydløst i et fugletårn, så du ikke skræmmer fuglene væk.