Vineventyr

Når du nu skal til Chile, bør du næsten tage et besøg til det hyggelige Hotel Terraviña ved Santa Cruz. I kan se mere om hotellet på dette link: www.terravina.cl.

Dag 1:
Du bliver hentet på dit hotel i Santiago og kører nu med bus til Santa Cruz, hvor du indlogeres på Hotel TerraViña. Hotellet ligger midt på en vinmark, og fra alle værelser er der udsigt til de sneklædte Andesbjerge og vinmarker så langt øjet rækker, så du kan sidde på din terrasse og nyde den i timevis! Hotellet har 18 værelser samt en suite og ejes af et dansk-chilensk par, der altid selv modtager gæsterne og under hele jeres ophold er klar til at hjælpe. 

Spis en frokost på den smukke, gamle vingård Viu Manent og tag måske også på en rundvisning og vinsmagning. En del af rundvisningen foregår i hestetrukne kareter.

Udforsk Santa Cruz på egen hånd. Byen er hovedstad i Chiles vinland og er en meget hyggelig, lille by. Besøg evt. det imponerende museum, der er bygget og vedligeholdt af en af Chiles rigeste mænd, som har hjemme i byen. Museet er ét af Chiles fineste og er den største private samling i landet. 

Om aftenen kan du vælge at spise middag på Restaurant Vino Bello, som ligger ved siden af Hotel TerraViña. Det er nemt at finde hen til restauranten, for det er simpelthen bare at skrå igennem vinmarkerne. Drik en aftendrink på terrassen og nyd aftenen. 

Dag 2:
Mens du spiser morgenmad, kan du tænke over, hvad du skal bruge dagen på? Måske skal du prøve at lave din egen vin på vingården MontGras. Tilbring et par timer med at plukke druer og vær med i hele processen, når druerne bliver til vin. Dette er selvfølgelig kun muligt, når der er druer at plukke. Sæsonen er primært fra feb-ap.

Du kan spise frokost på Santa Cruz’ ældste restaurant, Club Social, under vinrankerne i dejlige omgivelser.

Om eftermiddagen bør du besøge museet i Huique, en meget gammel vingård, hvor en af Chiles ældste familier har boet gennem tiden. Du kan også besøge vingården Santa Cruz, hvor du som del af turen transporteres med kabelvogn op til et friluftsmuseum, der viser, hvordan de oprindelige folk i Chile byggede deres huse. Vingården har også sit eget lille stjerneobservatorium, der er åbent for besøgende. Chile er kendt for sine fortræffelige forhold for stjernekiggeri, og flere af verdens mest berømte observatorier ligger i Chile.

I aften kan du måske spise på den gode restaurant, El Candil?

Dag 3:

Måske har du lyst til en udflugt i dag? Du kan tage til kystbyen Pichelemu, en smuk tur på 50 minutter til en meget hyggelig lille by med dejlig strand og i øvrigt en del at kigge på. Dask rundt et par timer og nyd måske en frokost på en fiskerestaurant med lokale specialiteter.

Hjemme ved hotellet kan du besøge Laura Hartwigs vingård, hvor ejeren Alejandro Hartwig fortæller om udfordringerne for Chiles vin. Tag på en vinsmagning og spis måske middag på den peruanske restaurant La Casita de Barreales i gåafstand fra vingården og hotellet.

Dag 4:

Efter morgenmaden, bliver du hentet Hotel TerraViña og sætter kurs mod Santiago de Chile.

Rejsen inkluderer: transfer fra Hotel Presidente eller lufthavn til busttationen , bus fra Santiago de Chile til Santa Cruz, transfer fra Bus stationen til hotellet, 3 nætter på Hotel Terraviña, morgenmad alle adge og en eftermiddagsdrink en af dagene.

Udflugter og ture som beskrevet i rejseplanen er forslag. De skal bookes og betales derude og er ikke inkluderet. Ved ankomst aftales med Hotel Terraviña, hvad I ønsker at opleve, og de vil hjælpe med at arrangere det hele for jer. Tillæg for privat transfer i stedet for bus koster fra kr. 698,- pr. person.