Amed

Amed er en kyststrækning på ca. 14 kilometer i det østlige Bali: Her ligger syv forskellige små landsbyer: Amed, Jemeluk, Bunutan, Lipah, Selang, Banyuning og Aas. Stemningen er tilbagelænet, og du kan virkelig komme ned i gear her. Ved Amed er sandet på stranden ret mørkt, men jo længere du kommer østpå - væk fra vulkanen - jo lysere bliver det. Folk her lever i høj grad af fiskeri og saltudvining, så mange steder ligger der traditionelle fiskerbåde på stranden. Skal du også røre dig lidt, så er der mange gode muligheder for trekking ved den smukke Agung vulkanen, der tårner sig op mod skyerne ikke langt fra kysten, og er du til kulturelle oplevelser, så ligger det smukke vandpalads, Tirta Gangga, og Balis helligste tempel, Besakih, indenfor nem rækkevidde.

Rejser til Amed

Hoteller i Amed

Aquaterrace Amed er et smukt, hvidmalet bed & breakfast, som ligger på en bjergside helt ud til vandet. Her er næsten lidt græsk stemning, og farverne er i hvert fald lidt græske i det. Hotellet er delt op i to bygninger – én med 4 værelser og udsyn til stranden, og én med tre værelser lidt længere inde på bakken også med udsigt til vandet. Om du bor i den ene eller anden har du adgang til en lækker pool ud mod vandet, hvor du kan slappe af og sole dig – og hold nu op en udsigt du har dig derfra! Spis dejlig mad i restauranten omgivet af smukke buske og træer. På dit flotte lyse værelse har du en dejlig terrasse, hvor du kan sidde og nyde aftentimerne. Hotellet ligger 6 km fra hovedstranden og byen, så lej en scooter eller tag en taxi rundt i området, når du skal på opdagelse. Slut dagen af med en tur i spa og få løsnet op i musklerne. Det er et hyggeligt, lille sted, så du møder nok det venlige personale et par gange på dit ophold – tag en snak, de er super søde.

Arya Amed Beach Resort ligger omkring to kilometer fra byens centrum. Det er et forholdsvist lille, men virkelig lækkert resort, der ligger i frodige, grønne omgivelser med bjerge på den ene side og strand på den anden. Alle værelserne er pænt og enkelt indrettet, inklusiv en privat veranda eller terrasse. Restauranten serverer glimrende mad, som du kan nyde, mens du kigger ud over det lækre vand. Du skal være opmærksom på, at det er en sort sandstrand, og den er lidt stenet, men der ligger andre dejlige strande i nærheden, og resortet har også en skøn pool. Af andre faciliteter kan nævnes spa med massage og gratis internet - forbindelsen kan dog svigte indimellem.