Baños

Baños er en lille, charmerende by som ligger midt i bjergene. Her er et dejligt klima, en fantastisk atmosfære, smuk, omkringliggende natur, og i den smukke kirke kan du møde den helgen, der beskytter byen mod vulkanudbrud. Byen er kendt for sine naturlige, varme kilder og iskolde vandfald. Nyd et langt udendørs bad med udsigt over bjergene, og lad roen falde over dig. Du skal selvfølgelig besøge Piscina El Salado et par kilometer uden for byen. Her kan du hoppe direkte fra brandvarme bade og over under strålerne fra et iskoldt vandfald. Der er åbent fra 5-tiden om morgenen – så det er bare om at komme ud af fjerene. Senere kan du tage en tur rundt i det flotte landskab til fods, på cykel eller på hesteryg, og der er også muligheder for riverrafting. Aftenen kan tilbringes i en af de mange restauranter, hvor du kan prøve Ecuadors nationalret: grillet marsvin. Det smager faktisk ganske godt, næsten som kylling.

Rejser til Baños

942
Quito, Tena, Baños, Tigua (Cotopaxi), Latacunga (Quilotoa søen), Riobamba (Chimborazo Nationalpark), Cuenca og Guayaquil
946
Quito, Baños, Alausi, Cuenca, Guayaquil, Puerto Ayora (Galapagos)
947
Quito, Banos, Alausi, Cuenca, Guayaquil, Puerto Ayora (Galapagos), Cruise (Galapagos), Guayaquil
952C
Quito, Lasso, Baños, Quito, Puerto Ayora (Galapagos), Guayaquil

Hoteller i Baños

Hotel Villa Santa Clara er et dejligt og lidt ældre hotel med plads til 75 gæster. Det ligger i udkanten af Baños i gåafstand til centrum, så du kan let gå til lækre restauranter og sjove butikker. Hotellet er en hyggelig, gul bygning med en dejlig, grøn gårdhave, hvor du kan tage en slentretur, hvis du har brug for en mundfuld frisk luft. Hotellets værelser er rene, og her er badeværelse og TV – dog virker internettet bedst i fællesområderne. Her er en restaurant, men den gode morgenmad bliver serveret i cafeteriaet, hvor du ofte møder ejeren, der altid gør sit bedste for at gøre sine gæster glade og tilfredse.

La Floresta Hotel er et ganske fint og virkelig flot hotel med en god beliggenhed i udkanten af byen, så der stadig er nogenlunde fredeligt. Værelserne er pæne og rene og unikt indrettet med badeværelse og pejse, nogle har balkon. Her er en dejlig have, hvor du kan være heldig at nyde synet af de smukke kolibrier, og en cafeteria-restaurant med helt fin morgenmad. Rundt omkring på hotellet er der hyggelige hængekøjeområder og flettede møbler, hvor du kan slappe af efter en lang dag. Der er internetadgang, men forbindelsen kan svigte lidt.

Luna Runtun Adventure Spa ligger i bjergene med smuk udsigt over Baños og den aktive vulkan, Tungurahua. Der er omkring seks kilometer til byen, så hvis du er til smuk natur og rolige omgivelser, er dette det helt rigtige hotel! Næsten alle værelser er kreativt dekorereret med farvetema og har privat terrasse. Hele hotellet er holdt i moderne, rustik stil med autentiske stenvægge og mosaik. Her er en god restaurant og fire helt unikke pools, hvor du kan slappe af og fortabe dig i den fantastiske udsigt ud over området. Du kan også forkæle dig selv med en lækker behandling i hotellets spa. Her er gratis internet, men hvem får brug for det så skønt et sted?