Boruca

Boruca

Boruca er navnet på et 140 kvadratkilometer stort reservat i Talamanca-bjergene, hvor Boruca-indianerne bor. De er efterkommere af Costa Ricas oprindelige befolkning, og selvom spaniernes kolonisering i området har haft stor indflydelse på Boruca – spansk er nu hovedsproget og her er en romersk-katolsk kirke – lever Boruca-kulturen stadig den dag i dag. Boruca-folket har en dyb respekt for naturen. De går op i bæredygtighed, og de har fokus på øko-turisme. Enhver, der besøge en Boruca landsby, vil blive budt velkommen, og dygtige guider vil introducere dig til livet i landsbyen, traditioner og håndværk.  Byen er kendt over hele Costa Rica for de meget smukke og farverige masker, som de producerer. Træmaskerne er et imponerende stykke håndværk, der forestiller enten djævle eller noget fra dyreverdenen. I hele landet forsøger man at efterligne disse masker, men her er du garanteret den ægte vare!