Chinle

Chinle er en lille by, og på grund af byens størrelse, er her ikke meget at tage sig til. Dog er byens beliggenhed rigtig god, hvis du vil opleve den omkringliggende natur. Tæt ved ligger nemlig Canyon de Chelly, og selvom denne kløft måske ikke er den største af sin slags, er den stadig imponerende med sine ekstremt høje klippevægge. Her kan du blandt andet se de velbevarede Anasazi-ruiner, og måske møder du de Navajo-indianere, der stadig bor i området. Besøg også den imponerende Spider Rock, der rejser sig 244 meter op fra klippegrunden der, hvor Canyon de Chelly møder Monument Canyon. Det er svært ikke at føle sig hensat til en klassisk western-film i disse smukke rammer!

Hoteller i Chinle

Best Western Canyon de Chelly Inn er et godt hotel, som ligger i den lille by Chinle, ca. 100 kilometer fra Monument Valley. Værelserne er pæne og rene, og du kan gå gratis på internettet - men kvaliteten er lidt svingende. Her er et lille motionslokale, hvor du kan svede alt det, du vil, og bagefter kan du springe i poolen eller dovne den lidt i dampbadet. Ved siden af hotellet ligger den tilhørende restaurant, som serverer helt fin mad. De ansatte er søde og vil meget gerne hjælpe dig.