Dubai

Når du rejser til Dubai, bliver du mødt af en helt ekstrem og unik by! I Dubai Mall ser du alle slags mennesker - engelske piger i flade sandaler, korte shorts og T-shirts. Saudier i streng burka, amerikanere i stribede bukser og ternede skjorter, lokale med manden forrest i smarte jeans og fruen, meget tilsløret, bagefter med tre børn og en veninde med udslået hår og meget nedringet. Her er alle slags mennesker og alle kan gå, som de vil. Her er restauranter, der ikke tillader alkohol, side om side med en engelsk pub med højrøstede, fulde fodboldfans. Dubai er en meget spredt by, hvor der inde imellem de store klumper af høje bygninger ligger flade, støvede områder. Heldigvis fungerer metrosystemet perfekt, og det er nemt at komme fra det ene sted til det andet. Det tætteste du kommer på et rigtigt centrum er ved Burj Khalifa, verdens højeste bygning, der er 828 m høj og har over 160 etager! Du kan komme op på 124. etage og nyde udsigten ud over Dubai - men det er en god idé at forudbestille adgang til øverste etage. Ved Burj Khalifa Lake er der et fantastisk springvandshow, som er virkelig smukt om aftenen.

Hoteller i Dubai

Arabian Courtyard Hotel & Spa er et rigtig godt hotel, som ligger 200 meter fra floden i Dubais gamle bydel. Værelserne er dejlige og rummelige, og her er minibar, tv, te/kaffe-faciliteter og gratis wifi to timer om dagen. Hotellet har både en lounge, en engelsk pub og tre restauranter – en indisk, et pizzeria og en super god kinesisk restaurant. Og der er også skøn morgenbuffet! I spaen kan du forkæle dig selv med en massage, eller du kan dase i jacuzzien, saunaen og dampbadet efter en kølig dukkert i poolen. Personalet er altid sødt og smilende og vil gøre alt for at hjælpe dig, hvis du har nogle spørgsmål. Hop on/hop off bussen kører lige uden for hotellet, og der er kun 650 meter til nærmeste metro, så du kan hurtigt komme ud og udforske Dubai.

DoubleTree by Hilton Dubai Jumeirah Beach er et stort og lækkert hotel midt på strandpromenaden The Walk. Allerede når du ankommer, vil du fornemme, hvordan alt bare fungerer her, når det søde og opmærksomme personale byder dig velkommen med en DoubleTree cookie og en drink. Hotellet ligger ud til dejlig, privat strand, og du kan gå til JBR metroen på kun 10 minutter. Indretningen er moderne og elegant overalt, og de flotte værelser er udstyret med aircondition, HD TV, minibar og en balkon. Wifi’et kan du logge på gratis i fællesområderne. Her er selvfølgelig et skønt poolområde, hvor du kan svømme et par baner eller slænge dig i en liggestol, og hvis du vil have andre luksusoplevelser, så prøv en massage i spaen eller gå en tur i dampbad eller sauna. Du kan selvfølgelig også aflægge fitnesscenteret et besøg på alle tider af døgnet, for det er nemlig åbent hele natten. Her er to gode restauranter og en poolbar, så du kommer ikke til at mangle mad og drikke.