Dumaguete

Dumaguete er en større, hyggelig by, som primært er kendt for sit store universitet, den populære havnepromenade og det mørkebrune sand på strandene. Området er oplagt for dykkere, da her er mange ”dive sites”, og flere af hotellerne i området har tilknyttet dykkercentre. Selvom dykningen her er rigtig god, er her ikke overrendt af turister under vandet. Hvis du er rigtig, rigtig heldig kan du dykke med hvalhajer - de kæmpestore fisk vil få dig til at føle dig meget lille! Du kan også få gode dykkeroplevelser på en udflugt til Siquijor eller Apo Island.

Rejser til Dumaguete

Hoteller i Dumaguete

Atlantis Dumagete har nok det bedste dykkercenter i Dauin med rigtig gode faciliteter til undervandsfotografer m.m. Her er moderne værelser rundt om en hyggelig have, en skøn lille pool og muligheder for en god gang massage. Om aftenen sidder du i restauranten lige ud til havet, og senere kan du høre dagens dykkerhistorier i baren.

Coco Grande Hotel er et boutique hotel, der ligger lige i hjertet af Dumaguete. Fra hotellet er der omkring 10 minutters kørsel til lufthavnen og du kan komme til havnen på omkring 5 minutter. Hotellet består af 28 rummelige og spansk-inspirerede værelser med aircondition, privat badeværelse og minibar. Hotellets bar og lounge-område er hyggeligt, og herfra kan du også gå på internettet. Her er ingen pool, men stedet er fint til en enkelt overnatning.

El Dorado Beach Resort ligger ca. 20 minutters kørsel fra byen Dumaguete. Stedet er et godt udgangspunkt for dykkere og dig, der ønsker at komme til en destination uden alt for mange turister. Resortet ligger i en frodig og velplejet oase med palmer og smukke blomster, her er et flot poolområde og gode værelser med aircondition, minibar og privat terrasse. Resortet har egen restaurant,og en pool-baren hvor du kan læne dig tilbage og nyde en dejlig, kold drink.

Mike's Dauin Beach Resort er et lille hyggeligt sted med kun 8 værelser. Det ligger lige ved stranden ca. 20 minutters kørsel fra Dumaguete. Værelserne er dejlige og har både aircon og wifi. Her er en hyggelig have og lille pool. Stedet er familieejet, og servicen er rigtig god. Her er dykkershop og også mulighed for at arrangere andre udflugter.

Pura Vida Beach and Dive Resort er måske det flotteste resort i Dauin. Her er pæne og meget velholdte værelser, en lille hyggelig have, dejlig strand og pool. Restauranten er rigtig god, og der er en stor bar i hovedområdet, hvor du kan nyde en drink, mens du beundrer udsigten til havet. Hotellet er perfekt til dig, der vil slappe helt af, eller dig der vil på dykkerferie, og du kan naturligvis også nyde en skøn massage.