Fairbanks

Fairbanks er Alaskas tredjestørste by, og den ligger mellem bjerge og natur på Chena flodens breder kun to timers kørsel fra Denali Nationalpark. Byen er et af de bedste steder i verden at opleve nordlys – det grønne, gule, violette og røde lys bølger henover nattehimlen, og det er altså en helt uforglemmelig oplevelse! Der bliver arrangeret nordlysture langt ud i sneørkenen enten med hundeslæde eller de sjove snowcats, der har larvefødder og derfor nemt kan køre henover isen. Mange hoteller har endda nordlys-vækning midt om natten, så du ikke går glip af det fantastiske syn! Ude i naturen kan du være heldig at støde på rensdyr og moskusosker, der trasker rundt og græsser, og hvis du vil have mere skøn natur, så tag en tur ind til Denali Nationalpark. Fairbanks er kendt som ”Golden Heart City” på grund af de varme, glade mennesker, der bor her, og som en henvisning til byens forhistorie som guldmineby. Du kan stadig grave efter guld og besøge Felix Pedro monumentet, en hyldest til den italienske tilflytter, der startede Alaskas guldfeber. Eller du kan besøge det flotte University of Alaska Museum of the North, der viser statens største guldklump – det er også her, du kan hilse på Blue Babe, en 36.000 år gammel, mumificeret steppebisson, der blev fundet i 1979.