Flower Island

Flower Island

Flower Island er en lille perle af en ø en god times sejlads ud for Palawan. Hvis du leder efter et sted, der er helt tilbagelænet og en væk-fra-det-hele-oplevelse i fantastisk natur, så er det her, du finder det! En lille vandresti går hele vejen rundt om den lille ø, og fra øens ”fyrtårn” er der en fantastisk udsigt 360 grader rundt - helt utrolig flot! Ønsker du en romantisk middag, så kan det også arrangeres heroppe på toppen af øen, og du kan sågar spørge, om I kan overnatte i ”fyrtårnet”, hvor der er lavet fem meget små værelser - en meget speciel oplevelse! Bor du tre nætter her, så har du en dagstur til den nærliggende perlefarm, hvor du får en rundtur, og de forklarer hvordan perlerne laves. Bagefter er der pinic og snorkling ved en fin lille strand, så lån gratis snorkeludstyr med fra resortet og oplev en verden af flotte koraller og stimer af fisk under havets overflade. Bagefter kan du læne dig tilbage på den hvide sandstrand i solen og tørre. Indkvarteringen er i simple hyggelige hytter, nogle et stenkast for vandet blot med en vifte i loftet, og til dem der ønsker aircondition, findes det også i hytterne lidt mere tilbagetrukket i resortet. Flower island skal opleves!

Hoteller i Flower Island

Flower Island Resort er et rigtig dejligt sted i naturskønne omgivelser og kun et stenkast fra stranden. Træhytterne har privat badeværelse, veranda og loftsvifte. Værelserne er enkle, men nydelige, og du har hvad du skal bruge inden for rækkevidde. Der er ingen pool, men hvem behøver også det, når stranden ligger lige for dine fødder?