Fort Bragg

Fort Bragg er opkaldt efter fortet af samme navn - et fort, der trænede militær under både Første og Anden Verdenskrig - men byen er mest kendt for sine enestående udsigter over Stillehavet. Og så er der selvfølgelig glasstranden! I starten af 1900-tallet smed folk deres affald ud over klipperne og ned på strandene - og i det affald var der blandt andet masser af glas. Man satte ild til al skraldet for at komme det til livs, og i 1967 gik byens ledelse i gang med et større oprydningsprojekt. Men glasset fik de altså ikke bugt med - heldigvis - for det dækker nu stranden som farvestrålende, små ædelsten, og vand og salt har slebet glasstykkerne helt runde og fine - et sært og smukt syn!  Der er selvfølgelig også et museum med glas fra havet. Et besøg til Mendocino Coast Botanical Gardens er en farvestrålende oplevelse – her står sjældne blomster og træer i fuld flor om sommeren, og her er en fantastisk udsigt ud over vandet. I MacKerricher State Park kan du gå en tur i det mørke sand på Main Beach og nyde synet og lyden af bølgernes voldsomme brusen, men her er også både vådland og skov, og der er også masser af gode gåture i Noyo Headlands Park. 

Hoteller i Fort Bragg

Best Western Vista Manor Lodge er et ældre men godt hotel. Det ligger et stenkast fra Stillehavet og har en rigtig god beliggenhed ca. en km fra centrum, så du kan gå ind til byen og få dig en bid mad. Værelserne er gode og indrettet med TV, gratis wifi og kaffe-/temaskine.