Guayaquil

Guayaquil er en moderne havneby ved Stillehavskysten, der mest bruges som et stop på vejen.  Dog er der alligevel et par ting i byen, der er et besøg værd. Tag en slentretur på den 2,5 kilometer lange promenade, Malecon 2000. Med udsigt over vandet kommer du forbi både gamle og moderne bygninger, monumenter og statuer samt markeder, butikscentre, museer, biografer, restauranter og barer. Du bliver også nødt til at gå op ad trapperne på bakken Cerro Santa Ana. Her kommer du igennem et charmerende, lille kvarter med små, farvestrålende huse, kunstbutikker, caféer og barer. Når du kommer op på toppen, belønnes du med en fantastisk panoramaudsigt over hele byen og floden – en udsigt der bør ses i både dagslys og mørke. Du kan også besøge fyrtårnet og Fortin del Cerro, et fort, som engang brugte kanoner til at forsvare byen mod fjender fra søsiden. Når sulten melder sig, kan du tage en bus eller taxa hen til forstaden Urdesa – det er her, du finder det bedste, lokale køkken.

Rejser til Guayaquil

942
Quito, Tena, Baños, Tigua (Cotopaxi), Latacunga (Quilotoa søen), Riobamba (Chimborazo Nationalpark), Cuenca og Guayaquil
948
Quito, Cuyabeno, Quito, Puerto Ayora (Galapagos) og Guayaquil.
952C
Quito, Lasso, Baños, Quito, Puerto Ayora (Galapagos), Guayaquil
946
Quito, Baños, Alausi, Cuenca, Guayaquil, Puerto Ayora (Galapagos)
947
Quito, Banos, Alausi, Cuenca, Guayaquil, Puerto Ayora (Galapagos), Cruise (Galapagos), Guayaquil

Hoteller i Guayaquil

Hostal Quil er et hyggeligt, men meget simpelt hotel, som ligger dejlig tæt på lufthavnen – omkring et kvarters kørsel fra centrum. Du bor på et enkelt værelse med fyrretræsmøbler, aircondition, wifi, tv og bad med varmt vand. Morgenmaden er OK, og restauranten er rigtig god – folk kommer ind fra gaden for at spise her. Receptionen har åbent 24 timer i døgnet, men det er ikke alle de ansatte, der er lige gode til engelsk, så du kan godt blive nødt til at gøre dig forståelig med tegn og fagter. 

Hotel Continental Guayaquil er indbegrebet af et stort standardhotel uden den store charme, men fint til en enkelt overnatning. Hotellets beliggenhed er fantastisk - helt centralt i byen og kun et stenkast fra den flotte Guayaquil Katedral. Alle værelser er pæne og rene og har udsigt til den smukke Seminario Park, der er fuld af leguaner. Hotellet har to gode restauranter og en cocktail lounge, hvor du kan nyde en drink om aftenen. Hvis du trænger til lidt luksus, kan du forkæle dig selv med en afslappende massage på dit værelse. Der er gratis internet på fællesområderne.