Iguazu (Brasilien)

Iguazu bruger vi på næsten alle vores rejser til Brasilien. Og det er med god grund! Det fantastiske Iguazu-vandfald ligger på grænsen mellem Brasilien og Argentina. Her er mellem 200-300 vandfald afhængig af årstid og vandmasserne, men uanset sæson er det utroligt store mængder vand, der vælter ned over klippekanterne. Lyden kan høres mange kilometer væk, og trykket er så stort, at de fleste besøgende har regnfrakker på for at ikke at blive drivvåde af de enorme sprøjt, som vandfaldene giver. Men det har nu også sin charme at mærke de kølige sprøjt på sine bare arme. Iguazu-vandfaldene er mest fantastiske i regnsæsonen i november, hvor trykket er størst, men du kan som regel godt regne med, at der er godt gang i vandmasserne hele året rundt. Navnet “Iguazu” betyder “store vande” på det lokale indianske sprog. Ifølge legenden blev de store vandfald skabt i et raserianfald af Iguazu-flodens gud, der boede i et vildt og voldsomt område kaldet Garganta do Diablo (Djævlens svælg). Der er mange muligheder for at komme på udflugter og vandreture ved og omkring vandfaldene – både med og uden guide.  Du kan også komme på sejltur ind under vandmasserne. I en motorbåd farer du i vanvittig fart ind og ud under store vandfald. En ”vandfalds-dåb” er en uforglemmelig oplevelse, som du sikkert vil huske resten af livet.Trænger du til en pause fra vandfaldene kan du kigge på eksotiske fugle i fugleparken eller besøge den lille, argentinske by Iguazu, der ligger 22 kilometer væk. Køb en pose nybagte ”palmeritas” hos bageren. De koster næsten ingenting og smager himmelsk!

Rejser til Iguazu (Brasilien)

Hoteller i Iguazu (Brasilien)

Hotel Das Cataratas er et dejligt, stort hotel i kolonistil, som ligger lige ved de fantastiske Iguazu vandfald! Det lyserøde hotel er det eneste hotel i området i nationalparken, så du bor så tæt på, som du kan. Du har både TV og WiFi på værelset, så du kan sende alle dine fine billeder af naturen til dem derhjemme. Priserne i restauranten og baren er lidt i den høje ende, men til gengæld nyder du din mad med udsigt til regnskoven og lyden af naturens fugle. Du bor lige ved en populær turistattraktion, så du skal regne med, at der kommer andre turister med busser udenfor hotellet og nyder oplevelsen af de flotte vandfald.

Recanto Park Hotel er et stort hotel, der egner sig godt til børnefamilier. Hotellet ligger i Foz do Iguazu, dvs i byen en stykke væk fra selve vandfaldene. Hotellet har bowlingbane, legerum og store termiske swimmingpools med vandrutschebane. Værelserne er store og bekvemmelige. Om aftenen kan du nyde brasilianske og internationale specialiteter i en af hotellets to restauranter.

San Martin Hotel er et meget stort hotel, med egen regnskovspark (husk myggeolie), som du kan gå nogle hyggelige små ture i. Hotellet er ældre, værelserne lidt uspændende men pragtfuld swimming pool og fornuftig mad. Vi har valgt dette sted, fordi det ligger bedst af samtlige hoteller - 400 meter fra indgangen til vandfaldene, og kun 5 minutter fra lufthavnen. Fordi det ligger så det er nemt at komme til det hele, og så ligger det lige ved siden af fugleparken, som man også skal besøge. Hotellet har også en usædvanlig naturlegeplads for børn. Og så ikke mindst, laver hotellet rigtig gode håndrystede Caipirinhaer i den nydelige hyggelige bar.