Kanazawa

Kanazawa er hovedstaden i Ishikawa-området og er den by i Japan med mest historie fra samuraiernes tid. Kanazawa er bedst kendt for Kenrokuen Garden, som er Japans mest berømte have. Haven har mange forskellige blomstertræer, der gør den til et fantastisk smukt syn – en ægte japansk have, når de er finest. Det har taget hele to årtier at bygge haven, og for hver årstid skifter haven udseende på grund af de mange forskellige blomster og træer, der er plantet rundt omkring. Lige ved siden af haven kan du gå igennem porten ind til Kanazawa Castle. Slottet har igennem tiden været brændt ned flere gange, men dele af det er bygget op igen, og det er stadig smukt. Oplev Nagamachi, som er et gammelt samurai distrikt, hvor samuraier og deres familier boede for længe siden. Her kan du opleve de gamle samuraiboliger, de smalle veje, kanalerne og de private porte, som samuraierne brugte som ind- og udgange. En af boligerne kan du besøge og få et indblik i livet som samurai. Måske føler du dig lidt selv som en samurai? Ikke langt fra Kanazawa Castle ligger Omicho Market, hvor du kan besøge omkring 200 forretninger med friske fødevarer, tøj og tingeltangel. I Kanazawa finder du også tre Chaya distrikter. Chaya er en slags te-hus, hvor du bliver underholdt af en geisha med både sang og dans. Geishaer kan typisk kendes på deres hvide sminke med meget røde læber, sort hår, flotte kjoler og blomster. Kanazawa er en by fuld af historie, så dyk ned og lær mere.