Koh Lanta

Koh Lanta er en stor, grøn og bjergrig ø med smukke strande, små landsbyer og en nationalpark med gode vandrestier. Her er forskellige strande med hyggelig og afslappet atmosfære, mange har børnevenligt lavt vand og på øens vestlige side kan du nyde solnedgangen over havet. Den mest populære strand er Klong Dao, der ligger tæt på havnebyen Saladan, mens den 3 kilometer lange Klong Kong Beach er mere fredelig. Havnebyen Saladan byder på en hyggelig atmosfære, butikker, dykkershops, pandekageboder og lækre pælerestauranter. Også Koh Lanta Old Town er en super hyggelig by med boder og pælerestauranter, hvor du sidder helt ude på vandet og spiser. Her er en dejlig stemning, og hver søndag morgen kan du besøge det herlige marked, hvor du kan købe dig fattig i spændende frugter, sjove krydderier og lækre madvarer. Faktisk er der marked hver dag et eller andet sted på øen, for det flytter rundt fra område til område. Koh Lanta har også mange gode muligheder for udflugter. Tag på vandretur i den flotte natur, og vil du ned under jorden, så hyr en guide i landsbyen Mai Kaeo til at tage dig på rundvisning i bjerghuler, hvor stalaktitter og stalagmitter funkler som diamanter, når lyset skinner på dem. Efter du har været under jorden, kan du måske tage ud på vandet. Lej en kano eller kajak og sejl gennem mangroveskovens fantastiske verden.

Hoteller i Koh Lanta

Amantra Resort & Spa ligger ved Klong Nin Beach på den sydlige del af Koh Lanta. Her er fred og ro i smukke omgivelser. Det er et dejligt sted, stranden er flot og her er pool, spa og internet adgang i fællesområderne. Værelserne kan fremstå lidt slidte, men er pæne og rene.

Baan Thai Lanta Resort er et dejligt, nyt resort, der ligger lige ud til Klong Kong Beach - her er fred og ro, for det ligger en køretur på 20 minutter fra byens liv. De små bungalows ligger i en lille, tropisk have, og her er også en skøn pool, hvor du kan dase i en liggestol eller tage en kølig dukkert. Værelserne er indrettet i moderne, hyggelig thaistil, og her er wifi, TV og aircondition. Hotellets restaurant dyrker selv mange af deres grøntsager i en lille have, og personalet er super søde. Du kan også bruge timer på at solbade på stranden i skyggen fra palmerne og bare nyde livet - men du skal være opmærksom på, at der er mange sten ude i vandet, og ved lavvande er det svært at bade. Men så er det jo heldigt, at her en skøn pool!

Chada Beach Resort & Spa er et stort, charmerende resort med en fantastisk beliggenhed ned til Klong Dao stranden og kun 10 minutters kørsel fra hovedbyen Saladan. Alle værelserne er indrettet i thailandsk stil og har gode faciliteter, blandt andet en balkon eller terrasse og internet. Slap af i resortets spa, gå en tur langs stranden og find en hyggelig restaurant, hvor du kan sidde med fødderne i sandet og nyde solnedgangen, tag en dukkert i Lantas største swimmingpool eller tilmeld dig den brede vifte af aktiviteter.

D.R. Lanta Bay Resort ligger ved Klong Dao stranden tæt på Saladan, hvor der er mange hyggelige butikker, restauranter, skræddere og et mindre natmarked. Resortet består af en samling pæne bungalows, der alle har egen balkon, hvor du kan sidde og nyde den tropiske have. Her er enkelt men rent og pænt, en god pool og en restaurant med udsigt over den flotte strand og det smukke lavvandede hav. Der er gratis internet i fællesområder og imod betaling på værelserne.