Koh Phangan

Koh Phangan er en af Thailands mest kendte og mest besøgte ferieøer, og det er her, du kan opleve de meget unikke fuldmånefester. Så hvis du drømmer om en unik ferie i Thailand med masser af oplevelser, så bør du lægge vejen forbi Koh Phangan.

En smuk ø ved Thailands østkyst

Koh Phangan er Thailands femtestørste ø, hvor du både kan opleve lækre sandstrande med hvidt sand og krystalklart vand, samt masser af grønne områder med jungle, kokosplantager og bakker, der kan bestiges. Koh Phangan er beliggende ved Thailands østkyst i den Thailandske golf, nord for Koh Samui og syd for Koh Tao. Koh Phangan ligger ca. 70 km fra det thailandske fastland.

Fullmoon Party på Koh Phangan

Koh Phangan er særligt kendt for sine fuldmånefester. Det er en månedlig fest, der afholdes ved fuldmåne på Had Rin-stranden, der ligger på den sydligste spids af øen. Fuldmånefesterne er meget populære og tiltrækker hver måned flere tusind mennesker. Til festen er det tradition at iklæde sig festligt tøj, kostumer og smøre farverig neonmaling på hele kroppen. Når mørket falder på, og månen skinner ude over vandet, så går festen i gang, og musikken spiller fra de mange højtalere, der er fordelt ud over stranden. Særligt mange unge mennesker har denne oplevelse på deres bucket list. Men bare rolig! Hvis du ikke er til fest og farver,så er øen så stor, at du ikke mærker noget til det, hvis du befinder dig på den nordlige del af øen.

Oplev smukke strande og fantastisk liv under vandet

Koh Phangan har dog meget mere at byde på end Fullmoon Party. Der findes mange forskellige strande langs Koh Phangans kyst, som hver især har noget fantastisk over sig. Haad Chao Phao er en stille og fredelig strand i den nordvestlige del af øen, hvor der er fint sand, klart vand og mulighed for at se masser af smukke koraller. En anden fantastisk strand på Koh Phangan er Leela Beach, som ligger i den sydlige del af øen. Denne strand er fantastisk smuk med sit klare vand og hængekøjerne mellem palmerne. Her er du sikret nogle rigtige gode feriebilleder!

Tag på vandreture i junglen eller bjergbestigning på Koh Phangan

Der findes også flot natur på Koh Phangan. Der er masser af grønne områder i form af jungle og stejle bakker. En fantastisk måde at opleve smukke Koh Phangan på, er ved at tage på vandretur. Fra Bottle Beach går der en meget populær hiking-rute, som har god skiltning og en smuk udsigt undervejs. Den kan bestemt anbefales at opleve, hvis man planlægger en aktiv ferie. Hvis du har mod på at bevæge dig ud i mere bakket terræn, så kan du overveje at bestige Khao Ra, som er det højeste bjerg på Koh Phangan. Khao Ra måler hele 630 meter, hvilket er mere end 4 gange højere end vores eget Himmelbjerget. På toppen belønnes du for dit hårde arbejde med en helt utrolig udsigt over hele øen. Dette er endnu et oplagt sted at tage en ferieselfie.

Tag på øhop til Koh Phangan med C&C Travel

Hos C&C Travel er vi meget begejstrerede for Koh Phangan! Du har rig mulighed for at komme forbi Koh Phangan på en af vores mange Thailandsture- og rundrejser, hvor vi besøger flere forskellige øer såsom Koh Samui og Koh Tao, men også en rundrejse med fokus på dejlige strande og store naturoplevelser. Så hvis du planlægger en tur til Thailand, så vil vi anbefale dig at lægge vejen forbi Koh Phangan. Nedenfor kan du se alle vores rejser til Koh Phangan.

Rejser til Koh Phangan

227
Khao Lak, Khao Sok Nationalpark, Koh Pha Ngan, Koh Talu og Bangkok
Nyhed

Hoteller i Koh Phangan

Buri Rasa Koh Phangan er et dejligt og hyggeligt resort, der ligger meget smukt i rolige omgivelser. Her er grønne træer og planter, og det er lige ned til Thang Nai Pan Hai stranden, der er mere stille end mange af de andre strande. Fine værelser med enkel og moderne indretning, gode faciliteter, balkon og vinduer fra loft til gulv. Her er en lidt lille men dejlig udendørs swimmingpool, en restaurant med udsigt til havet, internetadgang og en stor dejlig morgenmadsbuffet.

Haadlad Prestige Resort er et flot resort i smukke omgivelser – lige ned til den hvide Salad strand og det krystalblå hav. Resortet har en morgenmadsrestaurant og en poolbar, hvor der også bliver serveret lidt mad. Her er også swimmingpool, et spa og et godt udbud af forskellige aktiviteter så som madlavningskurser og kajaksejlads. Du kan snorkle direkte fra strande og også fra den lillebitte Koh Mae ø, som du kan kan sejle i kajak hen til.

Havana Beach Resort er rigtig hyggeligt sted, der ligger i helt rolige omgivelser ud til den skønne hvide strand ikke langt fra den lille bitte by bagved. De toetagers bygninger har meget enkle værelser med det mest nødvendige - gratis internet og en stor balkon, hvor du kan nyde nogle dejlige, lune aftener. Resortets fællesområder har rustikke trædetaljer, der giver stedet en særlig charme – stolperne i restauranten er lavet af hele træstammer og møblerne er af massivt træ. I den grønne have er der en stor, lækker pool, og en børnepool til de små. Resortet har en OK restaurant - dog kedelig morgenmad, men du kan gå ned ad stranden og prøve nogle af de andre gode spisesteder. Du skal ikke forvente speciel god snorkling her, men du kan bade i det lækre vand. Hotellet tilbyder en gratis udflugt til et berømt udsigtspunkt, hvor du har smuk udsigt til strandene i området.

Milky Bay Resort er et godt ældre resort, som nok nærmere er et hotel end et egentligt "resort". Du bor dejligt og fredeligt lige ned til en rigtig god strand. Dit værelse er i en bungalow og er fint og asiatisk indrettet - alle med airconidtion, minibar, wifi-forbindelse, TV, hårtørrer og en terrasse, så du kan nyde vejret lige fra morgen til aften. Du får en helt fin morgenmad og om aftenen kan du også spise god mad på hotellet - og husk så, at nyde den flotte udsigt til stranden! Der er en pool, hvor du kan svømme lidt rundt eller lægge dig på en af solsengene. Udover stranden er der skønne grønne områder med masser af fine lotus blomster. Hvis du har brug for en pause fra at dase i solen på stranden, kan du finde et sted i skyggen i den tropiske have og spise en snack, læse en bog eller bare tage en lille lur. Vil du gerne være lidt aktiv, er der et træningsrum, hvor du kan brænde lidt energi af. Bliver det lidt for kedeligt i længden, så kan du også spille en omgang volleyball eller bordtennis.