Koh Phayam

Koh Phayam er en ægte bounty ø, der ligger nord for Phuket tæt på grænsen til Burma. Vild natur, flotte sandstrande og ingen biler på øen - her kan du virkelig drømme dig langt væk fra hverdagens stress og jag. Koh Phayams smukke strande indbyder til lange gåture, timevis med badning i det krystalklare vand og lækre drinks i en strandbar, mens du nyder synet af solen, der går ned over vandet. Her er langt til shopping, turistfælder, luksushoteller og strandsælgere, men du vil stadig opleve den fede thailandske stemning - bare uden larm! Her er unge, gamle, backpackere, hippier, ældre par og familier, og det er simpelthen bare et sted for alle! Der er mulighed for at tage ind til den lille by ved havnen og tage på dykker- eller snorkleture derfra. 

Hoteller i Koh Phayam

Buffalo Bay Vacation Club er et skønt og hyggeligt resort, hvor du bor i din lille bungalow helt ned til en af øens klart bedste strande: Ao Kao Kwai. Bungalowerne er pæne og godt indrettet - alle i forskellig stand og størrelse og med gratis internetforbindelse og strøm døgnet rundt (hvilket ikke er almindeligt her på øen). Her er ingen pool, men hvem har også brug for det, når du har en skøn strand for dine fødder? Du spiser skøn mad på hotellets restaurant, og her er et stort udvalg af retter, så du kommer ikke til at gå sulten i seng. Hotellet arrangerer dykker- og snorkleture, så du kan komme på opdagelse under vandet, og du kan selvfølgelig også få en omgang skøn massage efter en lang dag i solen.