Kyoto

Kyoto er den gamle hovedstad og bliver anset for at være Japans kulturelle centrum med ca. 3.000 templer, så der er nok at tage fat på. Den Gyldne Pavillon (Kinkaku-ji) er måske den bedst kendte seværdighed, så den skal naturligvis ses. Pavillonen er en genopførsel af den oprindelige, som brændte ned i 1950, men den ligger meget smukt lige ud til søen, og du kan tage på rundtur i parken og måske kan du prøve lykken i en af ønskebrøndene? Ikke langt fra den Gyldne Pavillon ligger Ryoanji templet, som er kendt for at have den måske flotteste stenhave i Japan. Her er 15 sten, som betragtes siddende på verandaen, hvor du så kan sidde og tænke lidt over formålet med placeringen af stenene – teorierne er mange! Sølvpavillonen (Ginkakuji) er ikke så flot som den Gyldne Pavillon, men det er til gengæld den oprindelige bygning, som kun er vedligeholdt med nye materialer få steder, og haven omkring pavillonen er helt fantastisk. På gaden op til pavillonen er der et stor udvalg af souvenir butikker, og ved foden af bakken ligger Filosofi-stien, som snor sig langs en lille å, hvor kirsebærtræerne om foråret dækker åen med deres lyserøde blomster. Nogenlunde midt imellem disse to pavilloner ligger kejserpaladset i Kyoto, som er delvist åbent for offentligheden, da kejseren ikke bor her længere. Besøg også Gion distriktet, der er kendt for sine velbevarede gamle huse og shoppingcentrene på den anden side af floden. Der er mange flere templer i byen -og du kan cykle rundt til mange af dem. Et af de mest fantastiske er Fushimi Inari Shrine - en helligdom der nok mest er kendt for en gang med mere end 5000 ikoniske torii-porte, der nærmest er lysende orange.

Rejser til Kyoto

JP08
Tokyo, Fujikawaguchiko, Takayama, Hiroshima, Kurashiki og Kyoto
Nyhed
JP07
Tokyo, Fujikawaguchiko, Takayama og Kyoto.

Hoteller i Kyoto

Ana Crowne Plaza Kyoto er et pænt og lidt ældre hotel, der ligger lige foran Nijo slottet og ca. 1 minuts gang fra Nijojo-Mae metrostation. Værelserne er små, men pæne og hyggelige - alle er med gratis internet, TV, varme og air-con. På hotellet finder du en indendørs swimming pool og en sauna, som du kan benytte for lidt ekstra. Hotellet har 5 forskellige restauranter, der serverer alt fra det franske køkken til lækkert japansk mad.

Centurion Cabin & Spa Kyoto, er et større overnatningssted med 240 værelser, der ligger meget centralt i Kyoto. Her kommer du til at bo meget anderledes! Her er ikke almindelige værelser, men sovesale hvor du kommer til at sove i kapsler – ja, du læste rigtigt! Du får ikke meget privatliv, da du kommer til at sove med mange andre hotelgæster i samme rum. Overnatningsstedet tilbyder fælles opholdsområde med fladskærms-tv, og hvis det skulle blive for kedeligt, så har stedet offentligt bad – vær dog opmærksom på, at man skal være nøgen når man træder ned i badet! Hotellets spisested serverer morgenmad, men den er ikke nævneværdig, og der findes mange restauranter i nærheden man kan besøge.

Dai-ni Tower er et nydeligt hotel kun 2 minutter fra Kyoto station og Kyoto tårn. På hotellet kan du gratis låne en cykel, så du let kan tage på opdagelse i byen. Værelserne er små og enkelte - alle er med gratis internet, air-con og TV. I hotellets restaurant kan du købe en rigtig dejlig international buffet morgenmad med både varme og kolde retter.

Hotel Gran Ms Kyoto er et udmærket hotel, der har en god beliggenhed tæt ved Kamogawa River, shoppinggaden Nishiki og offentlig transport. Flere steder på hotellet er der udstillet værker af den lokale kunstner, Ms. Junko Funanda, der laver farverig og fantasifuld kunst. Værelserne her er små, men pæne og rene, og indrettet med det, du skal bruge: badeværelse, aircondition og gratis WiFi. Får du et værelse ud mod vejen, skal du være forberedt på, at der kan forekomme trafikstøj. Hotellet har ikke nogen restaurant - til gengæld er personalet behjælpelige med at reservere bord på en af de mange gode restauranter, der ligger lige i nærheden.