Mandalay

Mange af vores Burmarejser går til smukke Mandalay - en eventyrlig tidligere kongeby. Her er masser af små og store forretninger, mange taler lidt engelsk, specielt munkene, som du kan få dig en lang snak med. Det var Kong Mindon, der i midten af 1800-tallet besluttede at bygge denne ”gyldne by”, der fungerede som kongelig hovedstad, indtil den blev erobret af briterne i 1886. I dag bliver byen stadig betragtet som landets kulturelle hovedstad, og her er da også masser af kultur at se. Her er både små og store museer, masser af templer og pagoder og historiske mindesmærker. De største seværdigheder er det originale Shwenandaw Kyaung Palace, bymuren, det genopbyggede Royal Palace, verdens længste teaktræsbro, og ikke mindst Kuthodaw Pagoda, hvor du kan opleve verdens største bog. For 500 år siden læste munke på skift op af forskellige opfattelser af Buddhas lære i mere end 200 dage og nætter. Dette blev så senere hugget ud i 729 store marmorplader - tallet 9 er helligt i buddhismen. I dag har hver plade sit eget lille tempel i området omkring Kuthodaw Pagoda, så her kan du gå rundt og lære lidt mere om buddhismen. Du kan også tage en båd til landsbyen In-Wa, hvor du har mulighed for at se verdens største, hele klokke og et fantastisk murstenstempel. Her er også et af de eneste plejehjem i Burma. Om aftenen kan du spise godt og billigt på Golden Duck Restaurant eller The Green Elephant, inden du skaffer dig en bil og kører ud til Mandalay Hill. Tag elevatoren op til templet, hvorfra du har den smukkeste udsigt over byen. Det er også her i byen, at du kan se noget af landets bedste marionetteater. 

Rejser til Mandalay

560
Mandalay, Bagan, Yangon, Koh Samet og Bangkok
579
Mandalay, Bagan, Inle Lake, Yangon, Kawthaung og krydstogt i Mergui Archilepago
556
Mandalay, Bagan, Inle Lake, Ngapali og Yangon.

Hoteller i Mandalay

Ayarwaddy River View Hotel er et helt udmærket hotel, der ligger lige ned til floden, omkring 15 minutters gang fra centrum. De pæne og rene værelser er store og veludstyrede, og der er gratis WiFi (når det ellers virker). På tagterrassen er der en skybar, og du kan nyde den fantastiske udsigt ud over byen og floden. Når du er træt af at slentre rundt i byen, kan du bruge tiden i hotellets fitnesscenter eller i den lille, udendørs pool.

Hilton Mandalay har en rigtig god og central beliggenhed. Her skal du bo, hvis du godt kan lide et stort hotel med flotte værelser og renlige omgivelser. Der er fri benyttelse af en ikke-altid-den-hurtigste WiFi-forbindelse på alle områder, uanset om du sidder i lobbyen, eller om benene skal op på sengen efter en lang dag, mens du tjekker din mail. Trænger du til at blive kølet ned, så findes der udendørs swimmingpool og et fitnesscenter hvis du vil have lidt sved på panden. Værelserne har aircondition, fladskærms-tv, pengeskab, køleskab, og eget badeværelse med bruser. Morgenmadsbuffeten er inkluderet, og bliver du sulten på andre tidspunkter af døgnet, kan du gøre brug af Café Mandalay, Delicious eller Moat Bar & Grill. Trænger du til en forfriskning kan du slutte dagen af på Lobby Lounge, hvor du kan bestille en lækker cocktail. 

Hotel by the Red Canal er en 4* oase, blot få minutters gang fra det berømte Mandalay Palace og byens andre attraktioner. Det er et bekvemt fristed med en dejlig tropisk grøn have og skøn, lille pool. Værelserne er delikate og lækre. Hotellet er et lille boutique-hotel, og er virkelig en perle. Du skal bo her, fordi du gerne vil bo i fred om aftenen og du nyder smukke omgivelser og den hyggelige stemning, der kommer med et lille boutique-resort. Det er muligt at betale med Visakort her (når det virker), mod gebyr på 5%.

Hotel Sakura Princess er et stort hotel, som har en central beliggenhed i Mandalay. Hotel Sakura Princess har en have som du kan benytte, herfra kan du sidde og tjekke vejrudsigten på hotellets frie WiFi-forbindelse, som også kan benyttes på alle hotellets områder, når den altså virker. Værelserne har aircondition, fladskærms-tv med satellitkanaler, skrivebord og elkedel. Efter en lang dag kan du smide dig på sengen, eller tage en tur i hotellets fitnessrum, hvis den internationale buffet har været for god ved dig. Hvis du skulle blive sulten på andre tidspunkter af døgnet, har restauranten åbent 24/7.