Nagasaki

Nagasaki er en attraktiv havneby, der ligger på den sydlige del af den japanske ø Kyushu. Nagasaki er ligesom Hiroshima nok desværre mest kendt for at være en af de byer, der blev ramt af amerikanernes atombombe hen imod slutningen af Anden Verdenskrig. Men som så mange andre byer er det den grusomme historie, der har gjort byen til dét, den er i dag. I den nordlige del af Nagasaki finder du Nagasaki Peace Park, hvor du kan se den 10 meter høje fredsstatue som et tegn på evig fred. I kort gåafstand fra Nagasaki Peace Park ligger Hypocenter Park, som er ”Ground Zero” for bombningen. Her finder du en mindesmærke søjle med alle navnene på de omkomne. Ikke langt derfra ligger atombombemuseet, hvor du kan opleve historien omkring atombomben. Men Nagasaki er nu engang også mere end bare krigshistorie. Tager du lidt længere ind mod bymidten, finder du Nagasaki Ropeway, hvor du kan tage svævebanen til toppen af Mount Inasa. Her kan du se ud over hele byen – et fantastisk syn om natten, når hele byen blivet lyst op. Kan du slet ikke få nok af byens historie, så besøg de kinesiske templer Sofukuji og Kofukuji, der blev bygget specielt til byens kinesiske indbyggere. Shinchi, der er bedre kendt som Nagasaki Chinatown, har et bredt udvalg af forretninger og restauranter (her finder du de bedste spisesteder i byen!). Nagasaki Chinatown er også kendt for Nagasakis lanternefestival – er du heldig at være her til det kinesiske nytår, kan du se hele byen blive oplyst af smukke røde lanterner.