Natal

Natal er en populær badeby og også hovedstaden i delstaten Rio Grande do Norte. Her er masser af butikker, restauranter og et godt natteliv med liv og glade dage på de mange barer. Den dejlige Ponta Negra strand indbyder til daselivet, og du kan også tage på udflugter - måske med 4-hjulstrækker til Jenipabu-strandene, hvor du finder store sandbanker, skønne paradisstrande og smukke laguner. Eller hvad med en tur ud at sejle for at kigge efter delfiner?  En lidt anderledes oplevelse er at prøve ”kælke” ned ad de store sandklitter ved stranden - ikke helt som at kælke hjemme i kolde Danmark! I Natal er også verdens største cashewtræ, og det bør også opleves, når du nu er her. Her er også nogle af verdens bedste rejer, som du selvfølgelig skal prøve på en af de mange dejlige restauranter. Som de siger i byen: "Der er altid sol i Natal. Rejerne elsker solen, og vi elsker rejerne, så alle elsker hinanden". I Natal kan du rigtig nyde livet!

Hoteller i Natal

Aram Ponta Negra Praia Hotel er et helt fint standardhotel, der ligger perfekt i den ene ende af den dejlige Ponta Negra strand. Værelserne er enkle men rene, og her er minibar, TV og aircondition. Der er ikke nogen rigtig restaurant på hotellet, men du kan godt få morgenmad - og du kan let gå en tur ned ad stranden og find et godt spisested til om aftenen. Hvis du bliver træt af at bade i saltvandet kan du tage kølig dukkert i en af de to små pools, mens du nyder varmen og udsigten ud over vandet. Der er internet på hotellet, men forbindelsen svinger meget.