Negombo

Negombo ligger ved en lagune og var en handelspost, da Sri Lanka var under både portugisisk og hollandsk herredømme. Der findes stadig en del bygninger fra kolonitiden i byen, som også har Sri Lankas næststørste fiskemarked, det meget farverige Lellama, og en rigtig charmerende havn. Da byen ligger tæt på lufthavnen, er den ret populær blandt charterturisterne, og i dag er Negombo primært en badeby med mange hoteller og ressorts langs stranden. Negombo er en af Sri Lankas mest liberaliserede byer, med en moderne og vestlig livsstil, fine restauranter og pubber. En stor del af befolkningen her er kristne, og der er flere katolske kirker fra portugisernes tid i byen. Gå en tur ned ad den ca. 3 km. lange hovedgade og kig på alle hotellerne langs stranden. Nogle steder er der ikke mange mennesker på stranden, andre steder er der fiskere, mens der også er steder med boder og turister. Se også den kanal, som hollænderne byggede for at fragte kanel til havet og nyd noget af Sri Lankas bedste fisk og skalddyr. 

Hoteller i Negombo

Camelot Beach Hotel ligger lige ned til stranden og er et godt 3* hotel. God service, dejlig mad, pæne værelser, pool og super beliggenhed.

Catamaran Beach hotel er et forholdsvis nyt hotel, der ligger helt ud til havet med en smuk udsigt. Hotellet ligger udenfor centrum, 15 minutters kørsel til Negombo lagune og 40 minutter til Colombo by. Værelserne er hyggelige og enkelte - alle er med gratis trådløst internet og air-con, samt balkon. Der er en dejlig swimming pool med børneområde, samt en lækker restaurant, der serverer en lækker asiatisk buffet morgenmad.

Hotel Goldi Sands er et helt fint hotel, som C&C Travel har brugt, lige siden vi startede med at sælge Sri Lanka. Det ligger i en rolig del byen - helt ud til kysten i den bedste ende af stranden, så du kan nemt bade og dase i sandet. Værelserne er små, men her er det mest nødvendige. Hotellet har en udmærket swimmingpool og en simpel morgenmad. Servicen er god, og alt i alt er det et godt hotel til en fornuftig pris.

Jetwing Sea er et dejligt og fredeligt hotel, der ligger fantastisk helt nede ved Negombo strand. Stranden er fin og ikke særligt benyttet af de lokale. Du kan på hotellet købe en dagstur til Muthurajawela eller Negombo by, eller du kan leje en fiskebåd til ture på havet. Værelserne er fordelt i to fløje i en enkelt moderne stil - alle er med air-con og TV. Her er et spa, 2 lækre swimming pools og et fitness center på taget. Hotellet har en udmærket restaurant på stranden og der arrangeres også grill aftener på stranden.

Rejser til Negombo

SL32
Negombo, Anuradhapura, Sigiriya, Kandy, Kitulgala, Ella, Udawalawe Nationalpark og Unawatuna
Nyhed