Oaxaca

Ifølge mexicanerne er det i byen Oaxaca, at Mexicos sjæl og hjerte ligger. Byen er indbegrebet af mexicansk charme og er måske den hyggeligste i hele Mexico. Den enestående gamle, spanske arkitektur gør, at du i lang tid bare kan gå rundt og nyde omgivelserne. Sæt dig på en café ved byens centrale plads, Zocaloen, og nyd en lækker limonade, mens du betragter det afslappende liv i byen. I skyggen under træerne sidder folk og læser avis, og vigtige folk får hver morgen pudset sko af en af pladsens 34 officielle skopudsere – intet sted i verden kan du få pudset dine sko bedre end her… Om aftenen er her ofte klassisk musik, hvilket du kan bruge timevis på at lytte til. Oaxaca har markeder som i gamle dage. Køb dig en sombrero, som gør dig i godt humør og kig på de farverigt malede dyr, området er kendt for. Ristede græshopper og chokolade er et par af byens specialiteter – og du må selv om, om du har lyst til at prøvesmage begge dele. Mexicansk chokolade er helt unik, og stammer fra drikken Xocóatl, som kun de fineste i Aztekerriget drak. Et rigtig godt sted at smage på de søde sager er Mayor Domo, der ligger midt i markedsområdet 600 meter fra Zocaloen. På en udflugt fra Oaxaca kan du komme til det store ruinkompleks Monte Alban, der er resterne af Zapotekernes hovedstad, og et af de vigtigste ruinkomplekser i Mexico. Gå op af de stejle trapper i den fjerne ende af komplekset, nyd den fantastiske udsigt over området og forestil dig, hvordan det stille område tidligere har været fuldt af liv. 

Rejser til Oaxaca

MX04
Mexico City, Oaxaca, 1 natbus, Puerto Escondido, 1 natbus, Mexico City
MX21
Mexico City, Oaxaca, 1 natbus, San Cristobal, 1 natbus og Playa del Carmen

Hoteller i Oaxaca

Casa Conzatti er et hyggeligt hotel i kolonistil, som ligger ved en fin, lille park – omkring 10 minutters gang fra byens centrum. Her er 45 pæne værelser, der er lidt små men rigtig fine, og du har faciliteter som TV, aircondition, pengeskab og wifi. Men det er til gengæld en god idé med ørepropper, for her er lidt lydt.  Hotellet har en dejlig gårdhaverestaurant med en skøn morgenmad og gode traditionelle retter, og inde ved siden af ligger en pizzarestaurant, hvis du er mere til det italienske køkken.  

Hostal de La Noria ligger dejligt centralt, og er et charmerende og hyggeligt sted. Det er et ældre hotel, og værelserne er måske lidt små, men her er rart at være og her er en dejlig gårdhave.

Parador San Andres er et lille og hyggeligt hotel, kun to blokke væk fra Zocaloen og katedralen. De 6 værelser er meget simple, men med eget bad/toilet, loftsvifte og wi-fi. Hotellet har ingen restaurant, men der er masser af muligheder lige i nærheden.