Passikudah

Passikudah er en dejlig, idyllisk fiskerlandsby med hoteller ved strandene omkring. Byen har normalt super vejr i vores sommermåneder - og den er et rigtig godt alternativ til den mere turistede by Tricomalee, som ligger 2 timers kørsel nordpå. Byen er helt rolig og har en af de længste strækninger af badevenlig og lavvandede kystlinjer i verden. De sidste par år har byen udviklet sig med en del resorts, men det er stadig et meget stille område med dejlig fredelig strand – specielt den nordlige del af stranden. Hele strækningen mødes af turkisblåt vand, og du kan gå langt ud, før vandet bliver dybt. Det stille vand gør det perfekt til windsurfing, snorkling og vandski. Korallerne er mange i det lave vand, så pas lidt på fødderne og revet – vandet er heldigvis så klart og lækkert, at det er nemt at se bunden.​ Vil du se hvaler, kan du også tage en tur til Tricomalee og sejle ud på vandet med øjnene rettet mod bølgerne, måske er du heldig! Byen har været hårdt ramt af borgerkrigen i sin tid og også af tsunamien, men nu er turismen ved at gøre come back, og strandene er særlig populære blandt de lokale.

Hoteller i Passikudah

Maalu Maalu Resort & Spas er et lækkert hotel, som ligger helt ud til stranden på østkysten. Det er ikke et kæmpe strømlinet resort, men et rigtig skønt og afslappet sted, hvor personalet er meget opmærksomme og smilende. På dit dejligt store værelse har du minibar, TV, WiFi og terrasse, så du kan slappe af udenfor inden sengetid. I restauranten spiser du god mad, og på stranden kan du også nyde mad eller en frisk drink i sandet. Du vælger selv, om du vil køles af i poolen eller hoppe en tur i havet, for begge dele er lige inden for rækkevidde. ​