Playa Flamingo

Playa Flamingo er et dejligt sted at slappe af. Den skønne, hvide sandstrand indbyder til solbadning, og Stillehavet venter bare på, at du tager en dukkert. Netop havet er et af de store trækplastre her, da dette område byder på noget af verdens bedste dybhavsfiskeri. Fisk som tun, mahi mahi og sværdfisk lever her året rundt. De skønne, grønne omgivelser byder også på mange forskellige aktiviteter: Vandreture gennem regnskoven, riverrafting på brusende floder, hesteridning gennem smukke landskaber, svæveture mellem trætoppene og ATV-køreture med fart over feltet. Slap af om aftenen på en restaurant med en eksotisk drink i hånden og tæerne i sandet, mens solen langsomt synker ned i havet. Her er ikke mange hoteller, så du har det dejlig fredeligt. Den nærmeste by er Tamarindo ca. en halv times kørsel herfra.

Hoteller i Playa Flamingo

Bahia del Sol er bare et super skønt sted, der ligger lige ud til vandet i en lillebitte by tre kilometer fra Playa Flamingo. Stedet går meget op i bæredygtighed og lever efter mottoet: ”efterlad intet andet end fodaftryk og tag intet andet end billeder”. De farvestrålende værelser er dejlige, og her er både wifi og en lille terrasse, hvor du kan sidde og nyde lyden af bølgernes brusen på de fredelige aftener. I hotellets eksotiske have kan du tage en kølig dukkert i poolen eller sidde i de hyggelige siddeområder og slappe af. Her er også jazuzzi, spa og yoga, så der er masser at tage sig til, hvis du har brug for lidt velvære. Restauranten serverer god mad, og du kan købe farverige drinks i poolbaren - overalt bliver du mødt af et smilende, opmærksomt personale.

Margaritaville Beach Resort er et stort hotel i dejlige omgivelser - lige ved den skønneste strand! Det ligger dog lidt isoleret sammen med et par andre hoteller, med 25 minutters kørsel til byen Tamarindo. Dette er derfor et oplagt sted at nyde godt af all inclusive-konceptet, og hotellets store udbud af aktiviteter og faciliteter for hele familien. Udover at nyde livet på stranden kan du plaske rundt i poolen, svede i fitnesscenteret, konkurrere med dine rejsefæller på tennisbanen og vrikke med til de levende rytmer, når livemusikken spiller. Du kan også forkæle dig selv i spaen, se film i den lille biograf eller leje en ATV, en kajak eller en cykel, så du kan undersøge området på egen hånd. Kort sagt er der masser at tage sig til, og dette er stedet for dig, der godt kan lide, at der er gang i den.

Rejser til Playa Flamingo

CR27
San Jose, Tortuguero, Arenal, Monteverde, Granada (Nicaragua), Playa Flamingo