Polignano a Mare

Polignano a Mare

Polignano a Mare er en skøn by, der ligger ud til det smukke Adriaterhav ca. 45 min kørsel syd for Bari lufthavn. Byen har en virkelig hyggelig historisk bydel med snørklede gader, små pladser med cafeer og restauranter og historiske bygninger i de velkendte cremede farver, der kendetegner de sydlige middelhavsbyer så godt. Byen er et populært turistmål for Italienerne selv, men ellers er der langt mellem turisterne. Er du ikke så god til italiensk, må du være forberedt på at skulle bruge finger- og kropssprog, da mange her ikke taler meget, om overhovedet noget, engelsk. Men venlighed er her masser af, så tag det som en oplevelse af den ægte, charmerende italienske atmosfære. Ud over den gamle bydel, er her en masse labyrintlignende smalle gader, hvor vasketøjet hænger på tværs og folk sidder på deres stole udenfor i grupper og snakke højlydt om alt, hvad der rører sig. Kommer du hertil i juli og især august, hvor italienerne selv har ferie, er her mange mennesker, men på andre tider af året er her mere stille. Der er mange små, hyggelige fisk og seafood restauranter i byen, og lækker is findes her også. Nyd byen, eller kør langs kysten syd eller nordpå, hvor du finder en masse hyggelige små strande, skønne oliventræsplantager og mange små hyggelige byer, der alle byder på skøn italiensk espresso og kølig rødvin fra området.

Hoteller i Polignano a Mare

B&B Santo Stefano var det første Bed & Breakfast, der blev oprettet i Polignano a Mare. Det ligger i hjertet af den historiske bydel, godt gemt væk i de snørklede små gader, inde i en lille gyde, hvor der er fred og ro, selvom du bor midt i byen. Selve bygningen er et charmerende tårnhus (her er mange trapper!), der er blevet nænsomt restaureret, og flere steder kan du se de gamle tykke stenvægge. Her er en hyggelig lille gård og en skøn tagterrasse, hvor morgenmaden bliver serveret. Heroppe kan du sidde og nyde morgenkaffen med en smuk udsigt til det azurblå hav. Hotellet har 11 værelser, der alle har skønne detaljer og er en smuk blanding af den traditionelle Puglinese charme og moderne elegance. Stedet ejes af Rosa Stramaglia og hendes datter Monica, og selvom deres engelsk ikke super, er deres smil og lyst til at hjælpe stort. De kan hjælpe dig med at finde bedste seværdigheder, strande og restauranter. Hotellet servere kun morgenmad, men der ligger mange rigtig gode restauranter lige om hjørnet –i den gamle bydel er det ret turistet – men går du lige lidt længere, er der mange rigtig gode steder. Den bedste is i Italien findes på Cavuso, der ligger 5 min. gang fra hotellet – pas på, at du ikke bliver afhængig af deres kaffe is!