Puntarenas

Puntarenas er en vigtig havneby og den største by i provinsen af samme navn. Den ligger på en lang halvø i Nicoya Golfen, og de fleste kommer hertil for at sejle ud – fx ud til Nationalparken Isla del Coco. Men costaricanerne tag selv på ferie i Puntarenas for at nyde strandene, og der kommer også en del krydstogtskibe. På havnen og ude langs den lange mole står folk og fisker eller hænger ud, og stemningen er som regel høj – men rolig. Du kan evt. spørge nogle af fiskerne, om de vil sejle dig ud på vandet. Gå en tur ud på molen om aftenen og nyd stjernehimlen over dig og tag en slentretur i gaderne, der vrimler af farvestrålende butikker, boder og barer. Du kan også tage en sejltur i mangroveskovene, spille golf eller nyde den lille park helt ude på spidsen af halvøen - eller hvad med at gå på jagt efter en af de lækre, gyldne sandstrande som Costa Rica er så kendt for? 

Hoteller i Puntarenas

Rafiki Beach Camp er en lille og intim, familiedrevet telt-lejr, der ligger lige ud til skønt, blåt vand. Ejeren Loki og hans kone, Mauren, er virkelig søde, og de er med til at give lejren en hyggelig og familiær stemning. De fire dejlige telte er mere luksuriøse end mange hotelværelser. De er hyggeligt indrettet med seng, træmøbler og ventilator. Du har eget badeværelse og en lille terrase ud mod den skønne pool. Fald i søvn til lyden af bølger og vågn op til lyden af de mange dyr i området. Morgenmaden bliver serveret ved pool-loungen, men ellers er der ingen restaurant. Spørg Loki og Mauren, de hjælper dig gerne med at finde de lækreste restauranter i området eller arrangerer ture i området for dig. Her er Wi-Fi hotspot.