Roseburg

Roseburg er en hyggelig by, der ligger i det, der kaldes Land of Umpqua – en smuk dal fuld af vinmarker og vingårde. Byen er fuld af fine, gamle huse, der ser ud som om, de er taget ud af et eventyr, og du kan faktisk tage på en guidet tur fra det ene historiske hus til det andet. Dalen er det perfekte udgangspunkt for mountainbiking, kajaksejlads og fisketure, og så må du selvfølgelig heller ikke gå glip af det dejlige vindland. Du kan tage på en vintur, hvor du besøger alle vingårdene i området – de har faktisk lavet et kort over en rute, du kan følge! Det er en herlig måde at opleve de smukker omgivelser og smage lokal vin på, især hvis du har en med til at køre bilen, så du rigtig kan nyde vinen. Roseburg har faktisk også rigtig mange gode bryggerier, så om aftenen kan du spadsere fra sted til sted og smage på øl. Syd for Roseburg ligger Wildlife Safari, en slags Knuthenborg Safaripark, hvor du kan køre i bil mellem leoparder, giraffer og løver..

Hoteller i Roseburg

Best Western Garden Villa Inn er et ældre men godt hotel, og der er mange restauranter kun få kilometers kørsel fra hotellet. Værelserne er gode, og du har TV, kaffe-/tefaciliteter og gratis wifi i fællesområderne.