San Blas

San Blas øerne er en gruppe på 378 små paradisøer i det Caribiske hav, og her får du virkelig hvide sandstrande, svajende palmer og azurblåt vand. Øerne findes i alle størrelser – lige fra en sandbanke med fem palmer til større øer med de karakteristiske, hyggelige palmehuse. De fleste af øerne er helt øde, men nogle af dem er beboet af Kuna Yala-indianerne, der stort set lever, som de altid har gjort. Kvinderne er iført farverige stoffer og har perlekædebesatte ben, og mændene arbejder som jægere eller fiskere, mens kun få af børnene går i skole. Øerne får lys ved hjælp af solenergi, og langt størstedelen af dem får fragtet vand fra fastlandet. De hvide sandstrande indbyder til timevis af dasen i skyggen fra kokospalmer med en kold drink – bedre bliver det bare ikke! Hvis du vil ud på oplevelse, kan du sejle i kajak eller snorkle i det krystalklare vand, og du kan selvfølgelig også besøge øernes landsbyer og se, hvordan Kuna folket lever her langt væk fra turisme og butikker, som vi kender dem. 

Rejser til San Blas

PAN03
Panama City, San Blas, Valle de Antón og Isla San José
Nyhed
PAN02
Panama City, San Blas, Panama City, Contadora Island (Perleøerne)

Hoteller i San Blas

Akwadup Lodge er et rigtig dejligt og hyggeligt lodge, hvor du bor blandt palmer helt ud til vandet, og til dagligt taler med de søde kuna-indianere, der ejer stedet. Det kniber dog indimellem lidt med det engelske. Du bor i en af de syv helt simple, primitive grønmalede cabanaer bygget i træ, bambus og palmeblade uden meget andet end seng, myggenet og badeværelse. De står på pæle ude i vandet, så du kommer praktisk talt ikke tættere på vandet – du skal dog ikke forvente luksus, nærmere autensitet. Stranden er fin og hvid, og der er masser af sten og klipper, du kan snorkle rundt imellem. Restauranten serverer rigtig god mad – og fiskeretterne er noget af det bedste, du vil smage i Panama. Her kommer du virkelig væk fra verden, for her er hverken internet eller mobildækning, og det er så som så med elektriciteten og det rindende vand – men du skal ikke lade dig skræmme, her ER altså virkelig dejligt! Husk insektspray, for der er masser af de små chitras, en slags minimyg der mæsker sig i dig! 

Kikirdub Lodge ligger på en MEGET lille ø, ca. 30 x 30 meter! Her ligger et hus med to gæsteværelser i den ene ende. Værelserne er store og har egne badeværelser og en fælles terrasse lige ud over vandet med en fantastisk udsigt til en lille palmefyldt ø. Stedet er meget meget simpelt, men hyggeligt. Du skal passe på med vandforbruget, da vand skal fragtes ud fra fastlandet! Her er en generator, der larmer lidt når mørket falder på, men du kan stadig ligge i hængekøjen og nyde lyden af krabberne der kravler rundt neden under og vandets skvulpen. Der er 3 måltider om dagen inkluderet, dog ikke drikkevarer, som skal købes – ikke helt billigt. Maden er simpel, men fantastisk og hel frisk. Hummer og friskfanget paneret fisk mmmmmm…