Santo Domingo

Rejser til Cuba - Santo Domingo

Santo Domingo er en lille bjerglandsby, der ligger i en dal omgivet af frodig natur og floden Yara midt i nationalparken Sierra Maestras bjerge. Mange historiske slag har fundet sted i området, så historien er tung her – specielt fra Castros revolutionstid! Byen har et lille museum, hvor du kan snuse lidt til historien, men folk i byen fortæller også gerne gode anekdoter om fortiden. Fra byen kan du komme på rideture rundt i den smukke natur, og du kan tage på vandreture til naturlige kilder, hvor du kan tage en dukkert og opleve nationalparken helt tæt på. Byen ligger lige ved Turquino Peak, som mange cubanere selv bestiger for at vise deres kærlighed til landet.

Hoteller i Santo Domingo

Aguada de Joachin er en lejrplads med små primitive hytter midt i naturen, hvor du sover i køjesenge.

Casa particular er et privat hjem, der tilbyder overnatning til gæster. Nogle steder får du et værelse i den bygning, hvor din værtsfamilie bor, og andre steder bor du i separate bygninger med nyere gæsteværelser. Der kan være forskel på stederne, men mange fungerer nærmest som mini-hoteller og har udmærkede faciliteter på værelserne – fx aircondition, vifte, køleskab og TV, og du kan også ofte få vasket tøj imod betaling. Værelserne er simple og rene, typisk med en dobbeltseng, et skab eller en kommode. Der er altid eget badeværelse med håndklæder og sæbe osv. Du får morgenmaden serveret på det tidspunkt, du ønsker, og du kan også bestille aftensmad. Maden er som regel rigtig god og rigelig – ja maden er faktisk en af de virkelig store fordele ved at bo i et casa. En anden fordel er, at du nemt kan få at vide, hvad der sker i området, hvor du skal spise, eller om der sker noget specielt, mens du er her. Det ikke er alle steder, de taler godt engelsk, men som regel kan du få et rigtig godt indblik i cubanernes hverdag, når du bor i et casa. C&C anbefaler klart, at du som minimum prøver at bo i et casa particular på noget af din rejse til Cuba. Det er nemlig den helt rigtige måde at opleve Cuba på!

Læs mere om at bo på casa i bloggen her!