Filippinerne

Siargao Island

Gå tilbage

Rejser til Siargao Island

Siargao er et verdensberømt surfersted og kendt som Filippinernes surfer-hovedstad. Med sine landsbyer fulde af kokospalmer, krystalklare laguner og en afslappet atmosfære, er Siargao et sted, hvor du kan finde tilbage til roen og nyde livets simple glæder.

Siargao er ikke et særlig turistet sted. Der er uspoleret natur, få mennesker, fred, ro og dejlige omgivelser.

Surfing på Siargao

Surfere fra hele verden valfarter hertil, og der afholdes flere internationale surfing-konkurrencer her. Stedets mest berømte surfspot hedder Cloud 9, og den skulle altså være helt, helt speciel. Med dens perfekte rør og konstante bølger er Cloud 9 et paradis for surfere.

Er du nybegynder, så er her også mange muligheder for roligere surfspots. Læg vejen forbi nogle af de mange surfskoler, hvor søde instruktører hjælper dig på vej.

Beach-hopping omkring Siargao

Selve hovedbyen General Luna er ikke kendt for sine strande. Søg væk fra byen for de flotteste strandeventyr.

Tag fx på rundtur til de tre dejlige øer: Naked Island, Guyam Island and Daku Island. Du kan bruge en hel dag på at sejle rundt mellem dem og bade, snorkle og slappe af på kridhvide sandstrande. Hver ø har sin egen unikke charme, men de har alle helt fantastisk krystalklart vand.

Guyam Island ligner noget taget direkte ud af en piratfilm. Det er en lillebitte ø med en samling af palmer på midten og kridhvidt sand, der står i skarp kontrast til det eventyrlige turkisblå vand. Her er virkelig flot – og du kan godt gå i gang med at grave efter skatten. På den ene side af øen er der klipper, og her kan du møde masser af sjove fisk.

Naked Island er, som navnet antyder, helt nøgen. Faktisk er det nærmest bare en kridhvid sandbanke omgivet af eventyrligt blåt vand. Når du står på denne lille sandbanke midt i ingenting, vil du føle dig helt strandet – dog ikke alene, for der er sikkert andre både på dagstur.

Daku Island er en del større end de to andre øer, og øen er skovklædt og fin med en dejlig strand i den ene ende. Her er postkort smukt!

Dét skal du opleve på Siargao

Siargao er en forholdsvist stor ø, og der er faktisk masser at tage sig til.

Et besøg til Sohoton Cove er som at træde ind i en anden verden. Denne beskyttede lagune byder på storslåede kalkstensformationer, hemmelige huler og utrolige snorklesteder. Hop i en kajak og udforsk det smaragdgrønne vand, svøm med de uskadelige gopler i Jellyfish Lake eller vov dig ind i hulerne, hvor eventyret venter.

Når tidevandet er lavt, afslører Magpupungko sine naturlige tidevandsbassiner omkranset af klipper. Disse krystalklare bassiner er perfekte til en forfriskende dukkert og byder på masser af sjov. Området omkring Magpupungko er også ideelt til en afslappet dag med solbadning og udforskning.

Siargao har også mangroveskove, som er en vigtig del af øens økosystem. Disse mangrover spiller en afgørende rolle i at beskytte kystlinjerne mod erosion og tjener som yngleplads for mange af områdets dyr. Del Carmen Mangrove Reserve er et af de største mangrovesystemer i Filippinerne. Du kan sejle rundt i mangroven i kajak eller båd og rigtig opleve den ro og skønhed, der findes her. Her bor masser af fugle, krabber og småfisk, som gemmer sig mellem træernes rødder.

Byliv på Siargao

På Siargao finder du et byliv, der er langt fra Manilas og Cebus travlhed og jag, men som stadig byder på en charmerende og livlig atmosfære, især i området omkring General Luna.

General Luna er hjertet af Siargaos sociale liv og markerer sig med sin afslappede stemning, venlige lokalbefolkning og en blanding af lokale og turister, der alle søger sol, surf og sand. Det er også her, du finder strandbarer og liv efter solnedgang.

Kulinariske oplevelser på Siargao

Siargao byder på et væld af kulinariske oplevelser, fra friskfanget seafood til lokale delikatesser. Øens mange hyggelige caféer og restauranter serverer alt fra traditionelle filippinske retter til international gourmet, alt sammen i afslappede og indbydende omgivelser. Glem ikke at prøve den lokale kokosvin, kendt som "tuba", som er en ægte Siargao-specialitet.

Billeder

Rejser til Filippinerne
Rejser til Filippinerne
Rejser til Filippinerne
Rejser til Filippinerne
Rejser til Filippinerne
Rejser til Filippinerne
Rejser til Filippinerne