Spiceroad

Spiceroad

Karry, kanel, gurkemeje, peber, nelliker, kardemomme, citrongræs, muskatnød, vanilje... Sri Lankas mange krydderier var en af de ting, der gennem historien har gjort forskellige europæiske magter interesserede i landet, ja helt tilbage til Romerrigets tid var der handel med krydderier mellem Sri Lanka og Europa. I dag er Sri Lanka stadig kendt for sine krydderier, og mange af dem dyrkes i området mellem Siririya og Kandy, for lige her er både vejret og jorden perfekt. Spiceroad er en strækning på ca. 5 km på vejen mellem Dambulla og Kandy. Her er der hundredvis af små økologiske landbrug. Her dyrkes også mange forskellige urter - og en hel del bruges til at fremstille traditionel medicin. Welpenela, der også kaldes ballonplanten siges at hjælpe imod alt fra slidgigt over stress til hæmorider og bronkitis. I supermarkederne kan du købe en ’instant’ suppe lavet med Welpenela - mon ikke det er værd at tage et par pakker med hjem? Urterne og krydderierne bruges også i Ayurveda behandlinger, og Sri Lankas unikke Ayurveda system har rødder, der går over 3.000 år tilbage. Ayurveda traditionerne er blevet givet videre fra generation til generation. Den gang var den medicinske viden forbeholdt de specielle healere, som blev udvalgt af kongen, men i dag tilbyder Sri Lankas universiteter en 6 år lang Ayurveda uddannelse. Du kan besøge en såkaldt ”spice garden”, men det er egentlig mere bare et showroom, for de rigtige marker, urtehaver og plantager ligger bagved. Alligevel kan du få et indtryk af, hvor mange krydderier, der bliver dyrket her i landet. Og måske kan du prøve lidt af produkterne?