Taormina

Taormina er en skøn by, der ligger op ad en bjergside på Siciliens østkyst – og den har den helt særlige, italienske charme, som landets byer er så kendt for! En slentretur i byen byder på hyggelige pladser, stenbygninger, gamle kirker og små torve med dejlige, små restauranter, og der er en fantastisk udsigt ud over vandet. Stop op ved bageriet I dolci di Nonna og smag en lækker cannolo siciliano – en lækker lille rulle med en creme af ricotta. Byen er på UNESCOs liste over verdens kulturarv, ikke mindst på grund af det oldgamle amfiteater Teatro Antico, der ligger oppe i bjergene. Du kan besøge teateret med kabelbane, og herfra er der en skøn udsigt ud over Taormina, Mazzaró bugten og den imponerende vulkan Etna, som ligger 25 kilometer fra byen. Landsbyen Castemola er bestemt et besøg værd, hvis du alligevel er oppe i bjergene for at besøge amfiteatret – her har du også udsigt ud over vandet og dejlige Taormina. Der er en lille offentlig strand i byen, men de bedre strande er private, hvor du skal betale for at komme ind. Du kan også tage til en af de gode offentlige strande lidt uden for byen, eller du kan tage en tur til den lille ø Isola Bella, som ligger i bugten lige ud for stranden. En tur til den botaniske have Gole de Alcantara er også et must! Stedet er kendt for sine skægge klipper i sjove faconer, og her kan du cykle eller gå rundt og bade i floden. Forbred dig på, at Taormina er en af de lidt dyrere byer på Sicilien. 

Hoteller i Taormina

Hotel Baia Azzurra er et rigtig godt hotel, som ligger ud til Mazzaro-bugten, meget tæt på vandet. Værelserne er meget forskelligt indrettet i enkel og ukompliceret stil. Fra hotellets terrasse er der den skønneste udsigt ud over bugten, og her er både bar og restaurant. Morgenmaden er helt basal, men udmærket, og restauranten serverer god mad, dog er udvalget ikke så stort, så prøv også andre gode spisesteder i nærheden. Du kan spørge i receptionen efter et kort over byen, så hjælper de dig gerne. Der er en lille offentlig strand, hvis du går ned ad trappen og over gaden, dog er den ikke lige så god som de private strande lige ved siden af, hvor du skal betale for at komme ind. Kommer du i bil, kan du låne en af hotellets parkeringspladser.

Hotel Baia delle Sirene er et hyggeligt hotel, hvor du helt sikkert vil føle dig hjemme – ikke mindst på grund af det skønne personale! Det ligger rigtig godt, 10 minutter fra kabelbanen, som fører dig ind til centrum, og med udsigt ud over vandet. Her er privat parkeringsplads, hvor du kan holde for 5 euro om dagen. Hotellet ligger i en grøn og frodig have med små hyggelige siddeområder under palmer og blomster, og her er en hemmelig, lille sti ned til en privat terrasse ud mod vandet. Her kan du dovne den i en liggestol eller bade i vandet – enten via den lille trappe, som fører ud over klipperne og ned i det klare vand, eller via den lille strand til venstre for terrassen. Det er dog værd at bemærke, at det ikke er sandstrand, men en stenstrand. Værelserne er gode og rene, og her er aircondition, minibar, TV og sikkerhedsboks – hvis du skal på internettet, er forbindelsen bedst i fællesområderne. Maden på hotellet er fantastisk, 3-4 retters menuer til omkring 25 euro i alt, og også morgenmaden er enkel men rigtig god.