Tayrona National Park

Tayrona nationalpark ligger kun 34 km fra Santa Marta og ligger helt ud til caribiske hav. Nationalparken blev oprettet i 1864, og er opkaldt efter indianerstammen, Tayrona, der beboede kysten og bjerget. Nationalparken er på grund af dens to økosysteme, hjemsted for et enestående plante- og dyreliv.. Der er to gode dagsture, som begge har lidt vandring og flotte strande. Du kan dels starte ved hovedindgangen til parken ved det berømte hotel Ecohabs og en time herfra ligger den første campingplads, Arrecifes. En halv times gang herfra ligger den dejlige strand Piscina - der dog ofte har voldsomme bølger - og hvis du har mod på mere vandring, kommer du efter yderligere en time til Cabo San Juan stranden. Eller du kan tage ind i parken fra Neuanja og enten med båd eller ved at vandre I time nå til den rigtige flotte og rolige Playa Crystal, hvor der er god snorkling. På turen gennem parken kan du være meget heldig at se sorte brøleaber, ti-ti aber, kulørte leguaner og små, grønne firben. Og her er ca. 400 forskellige fuglearter som for eksempel ørne, den røde flagspætte og kondorer.

Hvis du vil opleve lidt historie, kan du besøge Cuidad Perdida, som er en oldtidsby bygget af tayrona-indianerne. Den består af cirkulære stenterrasser, og det er et lidt sært syn her midt i junglen. Ikke langt derfra ligger en lignende stenterrasse, El Pueblito. Den er lidt mindre, men stedet emmer stadig af en svunden tid.

Rejser til Tayrona National Park

CO04
Bogota, Villa de Leyva, Zona Cafetera, Cartagena, Santa Marta, Tayrona
CO09
Bogota, Villa de Leyva, Armenia (Zona Cafetera), Medellín (med udflugt til Guatape), Nuqui, Cartagena og Tayrona Nationalpark
CO10
Bogota, Villa de Leyva, Santa Marta, Tayrona Nationalpark, Minca & Cartagena

Hoteller i Tayrona National Park

Arrecifes Cabins består af tre bungalows, som campingpladsen inde i Tayrona Nationalpark lejer ud. Her bor du godt midt i naturen tæt på vand, strand og skov. De dejlige bungalows i to etager vil gøre de andre campister misundelige, for her er masser af plads, gode senge, eget badeværelse og en lille balkon med hængekøje. Hytterne egner sig bedst til fire-fem mennesker - der er to enkeltsenge nedenunder, en dobbeltseng ovenpå, og der er mulighed for at få bragt en ekstra seng. Campingpladsen ligger kun fem minutter fra stranden, men vandet er for voldsomt til, at du kan bade der. Til gengæld er der kun omkring en halv times vandring til den lækre La Piscina Strand og yderligere en time til stranden El Cabo San Juan.

Ecohabs er det bedste og eneste sted i Tayrona, og her er fyldt med natur! Hotellet ligger helt uforstyrret midt inde i nationalparken omgivet af skov, strand og klipper. De sjove, runde værelser er dejligt anderledes, og her er masser af vinduer, så du kan nyde den fantastiske udsigt udover vandet. Badeværelset er ikke en del af selve bungalowen - det ligger i en lille, hyggelig gårdhave lige nedenunder, hvor du også finder minibaren og terrassen. Hotellet har direkte adgang til to flotte strande, som du næsten har for dig selv - vandet kan være lidt voldsomt på den ene, men så kan du typisk bade ved den anden. Visse hytter har mange trapper, men ikke alle. Du kan gå på internettet gratis overalt.

Finca la Jorara er et lille men skønt familieejet hotel, der ligger midt i naturen, omkring 20-30 minutters kørsel fra Tayrona Nationalpark. Her er 13 hyggelige værelser med plads til i alt 38 personer, og de er pæne og enkle med privat badeværelse og egen terrasse. Midt i hotellets tropiske have ligger en lille, naturlig pool omgivet af sten og træer, og her kan du tage en dukkert i det dejlige, friske vand. Hotellet ligger kun et stenkast fra en lille, privat strand - du skal ned ad en lille sti og under vejen - og her kan du selvfølgelig også slappe af og bade i de store bølger. Men bølgerne ER altså som regel rigtig store! Spis morgenmad med udsigt til det grønne, lyt til junglens mange lyde, og efter en lang slapper i hængekøjen kan du daske ned til hotellets restaurant, hvor den gode mad er lavet på friske, økologiske råvarer. Restauranten serverer blandt andet super lækre vegetar- og skalddyrsretter! Der er wifi på hotellet, men al strøm er solcelledrevet, og du kan derfor kun bruge strøm et par timer om natten. Du vil straks føle dig godt tilpas i de hjemlige omgivelser, og de søde ejere står altid klar til at hjælpe.

Gitana del Mar Boutique Beach Resort er et dejligt, lille sted, der ligger omgivet af strand og palmer kun 15 minutters kørsel fra Tayrona Nationalpark. De seks fine bungalows har palmetag og udendørsbadeværelse, og de er enkelt og hyggeligt indrettet med fine detaljer. Her er loftvifte men hverken aircondition eller varmt vand, for hotellet går meget op i at være miljøvenligt. Derfor arbejder hotellets skønne restaurant også sammen med fiskere fra området, og de gror selv frugt, grønt og urter i deres egen have, så du kan få lækker, frisk mad på tallerkenen! Ejerne Nina og Ryan og deres to store hunde vil straks få dig til at føle dig hjemme i de dejlige omgivelser. Nyd en eksotisk passionsfrugtjuice, das i en hængekøje ved stranden og fald i søvn om natten til lyden at bølgerne. Stranden har mørkt sand, og vandet kan være ret voldsomt, så det er ikke en fantastisk badestrand, men her er masser af muligheder for lange ture og afslapning. Besøg også hotellets spa, hvor du får massage og lækre kropsbehandlinger, eller prøv en omgang yoga – så du kan få helt ro i sindet og føle dig som ét med naturen.

Merecumbe Hotel et super skønt - som i virkelig lækkert!! - sted midt i naturen, kun 13 kilometer fra Tayrona Nationalpark. Hotellet har 11 hyggelige hytter spredt ud over en lille have, hvor du kan slentre rundt mellem træer og planter og kigge efter de mange kolibrier, der flyver fra blomst til blomst. Værelserne og bungalowerne er fine og rene med ventilator, delvist udendørs badeværelse og en sikkerhedsboks – men for at skåne miljøet er her altså hverken varmt vand eller minibar. Hotellet har sin egen restaurant, hvor du kan spise lækre, kunstfærdige retter af råvarer fra området. Das på stranden i en hængekøje til lyden af bølger, der vælder ind over sandet, eller bad i vandet – du skal dog være opmærksom, for her er meget strøm og næsten altid kæmpestore bølger. Er du ikke til badning i det vilde vand, så gå i stedet lange ture langs de smukke strande. Du kan rigtig komme ned i gear her midt i naturen, hvor der er fred, ro og masser af velvære.