Valparaiso

Valparaiso er en større havneby, der også er kendt som Stillehavets juvel. Byens smukke, gamle havnekvarter er optaget på UNESCOs verdensarvsliste, og her kan du slentre rundt i en labyrint af smalle, brostensbelagte gader mellem huse i alle regnbuens farver. Industri og turisme er Valparaisos hovedindtægtskilder, men det er også en vigtig uddannelses by med hele 9 universiteter. På en gåtur rundt i byen er det nok en god idé at iføre dig godt fodtøj – her er nemlig mange bakker. Flere steder er bakkerne så stejle, at kabelbaner, der også kaldes ” funicularer”, kan hjælpe dig op og ned. De mange bakker betyder også, at du flere steder har en dejlig udsigt over havet, havnen og de mange store skibe.  Gå en tur på Concepción Hill med sine små fascinerende gader og stræder, og besøg nobelprisvinderen Pablo Nerudas hus, hvor du kan få et indblik i hans liv og se den fascinerende samling af genstande, han bragte tilbage fra sine rejser. Valparaiso ligger kun 120 km fra Santiago de Chile, og vejen dertil er utrolig smuk med vinmarker, gårde og Andesbjergenes snedækkede bjergtinder.

Rejser til Valparaiso

915
Santiago de Chile, San Pedro de Atacama og Val Paraiso

Hoteller i Valparaiso

Hotel Diego de Almagro Valparaiso er et rigtig godt hotel lidt uden for Valparaisos hyggelige centrum, og dejlig tæt på metrostationen og havet. Værelserne er gode, og de er udstyret med det mest nødvendige som wifi, tv og minibar. Maden på hotellet er herlig – både til morgen, hvor derer buffet, og til aften. Hvis det er koldt udenfor, kan du få sved på panden i fitnesslokalet eller få varmen i saunaen. Du kan også flyde rundt i den opvarmede pool, selvom den ikke er så stor.

Hotel Fauna kan vist bedst beskrives som et fremragende og lidt sjovt hotel – det er rustikt, moderne og ja, lidt finurligt indrettet, men på en rigtig god måde. Beliggenheden er SUPER, i hvert fald i forhold til udsigten fra restaurantens tagterrasse, hvor du kan sidde over et måltid god mad og fortabe dig i synet af byen og vandet! Du bor i den gamle del af byen lige ved tovbanen, så den kan du nemt tage fra sted til sted. Værelserne ikke så store, men de er gode og minimalt indrettet – wifi er dog ikke så stabilt på værelserne. Hotellets bar er et mødested for de lokale, så der er god stemning. Alt i alt et rigtig godt sted at bo med søde ansatte og god mad både morgen middag og aften.

Somerscales Boutique Hotel er et hyggeligt og dejligt historisk hotel – faktisk er det den engelske maler Thomas Somerscales hjem, der nu er lavet om til et lille hotel. Han byggede sit hjem midt på bakken Cerro Alegre, der er kendt for sine smukke haver og farvestrålende huse – så du har ikke langt ned til centrum, til gengæld er turen op igen lidt hård og stejl. Indretningen er charmerende med antikke møbler og guldrammer på spejle og billeder, men det er på en lys og rar måde. De otte værelser er meget forskellige men rigtig fine, og fælles for dem er, at du har wifi, TV og minibar. På hotellets lille tagterrasse kan du nyde en kop kaffe eller en drink omgivet af blomsterkrukker og farvestrålende buske og med udsigt ud over byens tage. Morgenmaden er skøn, og de andre måltider kan du tage dig i nogle af byens mange restauranter. Måske skal du smage ceviche?