Vicksburg

I Vicksburg boede aristokraterne i 1800-tallet, og du kan se byens tidligere storhed på de fine historiske kirker og storslåede bygninger. På rad og række ligger de smukke, historiske hjem med fine, velholdte haver, og i byens centrum er der masser af restauranter, specialitetsbutikker og kunstgallerier, så der er masser at kigge på, når du går på opdagelse i gaderne. Det er værd at tage en gåtur gennem historien i den hyggelige Vicksburg National Military Park, der er fuld af monumenter og kanoner fra krigen mellem Nord og Syd. I samme omgang bør du besøge krigsmuseet, The Vicksburg Battlefield Museum, som har kanonbåde og film, der fortæller om livet under belejringen. Vicksburg kan bryste sig af at have Biedenharn Coca-Cola Museum, hvor den første Coca-Cola blev hældt på flaske i 1894. Her kan du se gamle Cola-flasker, reklamer og masser af ting med det genkendelig brand. 

Hoteller i Vicksburg

Quality Inn and Suites er et helt fint motel, hvor du bor praktisk tæt på motorvejen og samtidig dejligt tæt på byen og den spændende, grønne militær-nationalpark. På dit rare og pæne værelse er der både mikroovn, udstyr til at lave te og kaffe, aircondition og TV – og så er der et køleskab, så du kan købe lidt snacks og drikkevarer med hjem fra en tur til byen. Der er gratis wifi-forbindelse, så du behøver ikke at koble helt fra når du er her. Når vejret er til det, så dyp dig i den udendørs pool, og hvis du har mere energi, så kan du tage en tur i fitnessrummet. Personalet er venligt og hjælpsomt, så spørg endelig til råds.