Cassia Cottage

Cassia Cottage er et rigtig dejligt sted, hvor du helt sikkert vil føle dig hjemme – ikke mindst på grund af det fantastiske personale, som muligvis er de sødeste mennesker i hele Vietnam. Resortet ligger ud til Ba Keo Beach, 30 minutters gang fra byen Duong Don og tæt på masser af gode restauranter. Værelserne ligger spredt i en lille, tropisk have med frugttræer, små vandløb og hyggelige siddeområder, så du kan nemt tage en lille spadseretur og kigge på de mange planter. Værelserne er pæne, og her er aircondition, fan, varmt vand, minibar og myggenet – de har også wifi, men forbindelsen er bedre i fællesområderne. Restauranten serverer skøn, økologisk mad lavet fra råvarer, som de selv dyrker i deres egen køkkenhave et andet sted på øen. Du kan dase alt det, du vil på den dejlige strand – bølgerne kan være lidt store i regntiden, men så er her også to lækre pools, som du bare kan springe i.